Fedme bekæmpes ikke alene via livsstilsændringer og motion - det handler også om den mentale indstilling, og derfor vil et nyt behandlingscenter inddrage det psykologiske element i fedmebehandlingen

Selvom psykoterapi som behandling af overvægt vinder udbredelse og anerkendelse i store dele af verden, og selv om førende fedmeforskere plæderer for en psykologisk forståelse af fedme, har Danmark endnu ikke noget langvarigt kognitivt behandlingstilbud til overvægtige.

Men den 15. august åbner Adipositas Center Limfjorden, som er oprettet af foreningen for svært overvægtige, Adipositasforeningen, i samarbejde med en række behandlere. Det skriver Information.

Centret skal rumme en ’helhedsorienteret psykoterapeutisk fedmebehandling’, og for at blive optaget skal man blive henvist af sin egen læge eller opsøge centret for en visitationssamtale med den ledende psykolog.

- Man må skelne mellem forebyggelse og behandling af svær overvægt. Det, der bliver lavet på kurser rundt omkring, er i virkeligheden en forebyggende indsats, siger foreningens formand Birgitte Hansen.

Hun forklarer, at centret er indrettet til svært overvægtige, der har madtrang, og som har træk, der ligner alkoholikerens trang til alkohol.

- Det handler om kontroltab. Der skal psykologbehandling til, det er ikke nok at tale om livsstilsændringer, kostplaner og motion, siger Birgitte Hansen,

Centrets indsats skal hvile på psykologi; altså kognitiv adfærdsterapi, som skal suppleres af diætistisk behandling og fysioterapi, uddyber hun.

- De svært overvægtige har prøvet alverdens kure og planer, men det nye er, at de skal arbejde med deres mindset. De skal lære at håndtere, at de tænder på mad, siger Birgitte Hansen.Og centret er en god idé, mener ph.d. Niels Viggo Hansen, som forsker i alternativ behandling på Københavns Universitet, Sociologisk Institut.

Jeg er sikker på, at der vil være brug for hele spektret af både forholdsvis lette og omfattende behandlingsforløb af den psykosociale art. I hvert fald har centret ret i, at man ikke kommer ret langt i håndteringen af fedme uden en stærk psykosocial komponent, siger han til Information.

BNB