Tvunget til at bo sammen med ekskæresten, fordi huset ikke er blevet solgt. Lavtbetalt job og få penge på kistebunden. Livet har ikke været let for en nordsjællandsk kvinde i 40'erne på det seneste, men nu har hun fået en meget glædelig overraskelse, som kan vende livet fuldstændig på hovedet: Hun er blevet Lotto-millionær.

Kvinden vandt intet mindre end 6.572.627 kroner i Lotto her i weekenden, men da Danske Spil skrev til hende med det glædelige budskab, kunne hun i første omgang ikke få sig selv til at tro på det.

»Det er faktisk lidt pinligt, men jeg troede bare, det var en reklame for næste uges trækning. Jeg tænkte simpelthen, at så heldig kan man ikke være. Så jeg slog det faktisk ud af hovedet et par dage. Men der var alligevel et eller andet, der var mærkeligt. Og så gik jeg ind og tjekkede tallene,« fortæller den glade vinder i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

LÆS OGSÅ: Rasende spidskandidat råbte ind i lukket glasdør: 'Jeg er borgernes borgmester!'

Kvinden spiller ikke Lotto hver uge, men kun 'når hun føler for det'. Det gjorde hun heldigvis i forrige lørdag, hvor hun købte sin kupon på nettet.

Det er en gammelkendt kliché, at 'pengene falder på et tørt sted', men i den nordsjællandske kvindes tilfælde må man sige, at den er rammende. For penge havde hun ikke mange af, og det gjorde hendes liv ret så kompliceret - indtil de mange dejlige Lotto-millioner tikkede ind på kontoen.

»Min ekskæreste og jeg gik fra hinanden for to år siden, men har været tvunget til at bo sammen, fordi vi ikke har kunnet få solgt vores bolig. Derfor har jeg heller ikke sagt noget til mine døtre, da det vil være lidt svært for dem ikke at sige det videre. Men de skal selvfølgelig have det at vide på et tidspunkt,« siger Lotto-vinderen, som ønsker at være anonym.

Kvinden vil derfor bruge nogle af pengene til at finde et nyt sted at bo og i det hele taget starte på en frisk.

»Jeg har ikke haft et job, hvor jeg har tjent ret mange penge. Så det er fantastisk at få nogle helt nye muligheder i livet. Jeg har tænkt mig, at jeg vil give det maksimale beløb, man kan forære væk skattefrit til mine søstre, min mor – og selvfølgelig mine døtre, der også skal have et kørekort og rigtig gode julegaver,« siger hun.

Det er knap nok gået op for kvinden, at hun er blevet millionær, men hun fortæller, at hun ligger og smiler for sig selv, når hun har lagt sig i sengen om aftenen.