Det danske boligmarked er stærkt polariseret. En opgørelse over den gennemsnitlige kvadratmeterpris på huse fordelt på postnummer viser, at prisen er over 26 gange så høj, hvis man sammenligner landets dyreste og billigste område.

Det skriver Boligsiden.dk i en pressemeddelelse.

Det danske boligmarked har været i en rivende udvikling henover de seneste år, hvor priserne i store dele af landet er steget ganske markant. Alene henover det seneste år er huspriserne steget 4,6 procent på landsplan. Nye tal fra Boligsiden.dk viser dog, at uligheden på markedet er stor. Sammenligner man den gennemsnitlige kvadratmeterpris på huse i landets postnumre, viser opgørelsen, at det dyreste område er over 26 gange så dyrt som det billigste.

Landets billigste kvadratmeter kan købes i 4983 Dannemare i Lolland Kommune. Her koster en enkelt kvadratmeter 2.380 kroner, mens prisen i 1000 København K, som er det dyreste område, ligger på 63.229 kroner. I kroner og øre er forskellen således 60.849 kroner.

»Forskellen mellem top og bund er ekstremt stor taget den relativt korte afstand på to timers kørsel i betragtning. Det er klart, at prisforskellen primært handler om værdien af den jord husene er bygget på, og det er ikke overraskende, at hovedstaden slet og ret er det mest attraktive sted at eje en bolig i Danmark, fordi risikoen for værdifald nærmest ikke er til stede,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

To forskellige udviklingskurver

I fem postnumre er kvadratmeterprisen under 3.000 kroner. Til den pris kan du købe et hus på 150 kvadratmeter til 450.000 kroner. Et beløb, der i København K blot giver syv boligkvadratmeter.

»Vi taler jævnligt taler om, at det går rigtig godt på boligmarkedet, fordi vi har set et prisløft i mange af de områder, der led et heftig knæk i forbindelse med finanskrisen. Men der er stadig visse udfordringer. Man kan tale om et marked i flere tempi, hvor priserne i hovedstaden siden finanskrisen er vækstet i et betydeligt højere tempo end i resten af landet, og det giver nogle udviklingskurver, der ikke følges ad,« siger Birgit Daetz.

Der er dog også positive takter, som kan tale for, at prisforskellen mellem de to poler vil blive reduceret over tid. Henover det seneste år har både Region Sjælland og Region Nordjylland oplevet en større procentmæssig vækst på husmarkedet end hovedstaden. Og ude i landet er der mange steder et godt grundlag for prisstigninger, fordi det eksisterende niveau er relativt lavt.

»Omvendt er priserne i og omkring København ekstremt høje, og det påvirker markedet på to måder. Boligkøberne finder billigere alternativer væk fra byen, og en aftagende køberskare tager toppen af prisstigningerne, fordi der vil være færre om buddet,« siger Birgit Daetz.

Kvadratmeterpriser på huse i Danmark

(Opgørelsen er baseret på salget af villaer og rækkehuse i 2017. Kun postnumre med minimum fem handler er med i tabellerne. Kilde: Boligsiden.dk)