Ikke bare én, men adskillige ulve kan luske rundt på dansk jord. Det tyder helt nye beviser på, herunder store ulvepote-aftryk.

- Indicierne for at der skulle være mere end én ulv i Danmark, er nu blevet kraftigt forstærket, oplyser Naturhistorisk Museum efter endnu en observation af ulv i Jylland tirsdag.

Seneste firbenede dyr i rækken af formodede ulve er blevet observeret i nærheden af Glesborg på Norddjursland - fra et køkkenvindue.
- Det er særligt pga. datoen, vi mener, iagttagelsen understøtter forekomsten af mere end én ulv, da der på det pågældende tidspunkt fortsat sås ulv i Midtjylland, lyder det fra museet.

Udmeldingen om ulve på Norddjursland kommer på samme dag, som der også er konstateret ulvespor i Løvet få kilometer fra Brædstrup i Horsens Kommune.



På Norddjursland indikerer håndfaste beviser ligeledes, at der ikke er tale om en ulv i fåreklæder - men den ægte vare. Det understøttes af en detaljeret øjenvidneforklaring.

- Dyret er stort med lang krop, bred sænket hale, lang pels, som er tyk og kraftig omkring halsen. Dyret er meget målrettet i jagten, og vi har aldrig set noget løbe så hurtigt. Vi er ikke i tvivl om, at det er en ulv. Jeg løber hurtigt ud på vores gårdsplads på modsatte side af huset, hvor jeg ser dem forsvinde ind i skoven langt fra vores hus, lyder beskrivelsen fra øjenvidnet til Naturhistorisk Museum.

- Det er en stor oplevelse som har sat sine spor hos os. Jeg er selv jæger og vant til hunde og er ikke i tvivl om, at det ikke var en hund, tilføjer øjenvidnet.

Det bliver bekræftet af Nationalmuseets medarbejder, Kent Olsen, der efterfølgende har været ude at tage gipsafstøbninger af ulvens fodaftryk.

- De største aftryk havde en længde på 11 cm ekskl. klør og 9 cm i bredde, konkluderer han.

Ulveoplevelsen kommer i kølvandet på andre, mere eller mindre makabre, ulvesyn på den jyske hede. Blandt andet gik det ud over en større flok får på en mark ved Harrild Hede, hvor en ulv slog til, og ad tre omgange tog livet af 20 får.

Se STOR KORT: Her er ulven blevet set