Vejdirektoratet har tirsdag offentliggjort 19 nye omkørselsruter langs de danske motorveje, som bilister kan følge, når motorvejen er spærret.
Bilister kender formentlig den frustrerende følelse at holde i kø i flere timer på motorvejen, fordi der er sket et uheld.
Derfor vil bilisterne sikkert glæde sig over et nyt tiltag fra Vejdirektoratet. I et samarbejde med tolv kommuner har Vejdirektoratet lavet 19 nye omkørselsruter, som skal mindske køen ved at guide bilister hurtigere uden om uheld på motorvejen.
»Vi vil gerne begrænse de situationer, hvor folk holder unødigt stille i kø på motorvejen på grund af uheld. Det er irriterende, og det er rigtig dyrt for samfundet,« fortæller Charlotte Vithen, der er områdechef i Vejdirektoratet.
Når uheldet er sket, skal bilisterne følge de grønne omkørselsskilte, der vil stå langs motorvejene. De viser, hvilken vej bilisterne skal køre for at undgå køen og, hvordan de kan komme tilbage på motorvejen igen.
»Med omkørselsruter leder vi trafikanterne af motorvejen, udenom ulykkesstedet og tilbage på motorvejen. Og selv om man kommer på en lille omvej, så bliver forsinkelsen meget mindre. Kort sagt så bliver omvejen en genvej,« siger Charlotte Vithen.
Der er opstillet faste tavler langs omkørselsruterne. Tavlerne kan med andre ord ses hele tiden, også når omkørselsruten ikke er aktuel. På den måde er de altid klar og synlige, i det øjeblik omkørselsruten tages i brug.
Tavlerne er opstillet på motorvejen umiddelbart før den frakørsel, hvor en omkørselsrute begynder, og herefter en række steder undervejs på omkørselsruten, så trafikanterne bliver ledt tilbage på motorvejen ved den næste tilkørsel.
De grønne tavler viser både, hvilken tilkørsel man bliver ledt hen til, og hvilken vej, man skal køre. For eksempel ser tavler langs omkørselsruten hen mod tilkørsel <29> sådan ud:
Omkørselsruterne er blevet skiltet ved Aalborg, Randers, Aarhus samt Storebælts-, Lillebælts- og Vejlefjordbroen.