Politiet leder stadig efter motivet til drabet på en 16-årig mand, der mandag aften blev skudt ned foran sin egen opgang på Ragnhildgade i København.

50-årige Erik Voss var ved at lave kaffe, da han hørte lyden af seks-otte skud mandag aften ved 21-tiden i sin stuelejlighed på Ragnhildgade 42 på grænsen mellem Ydre Nørrebro og Ydre Østerbro i København.

»Der bliver skudt lige ude foran,« sagde han til konen og løb udenfor i sutsko, hen ad stien foran andelsboligforeningens røde murstensbygning til opgang 48. Her fik han øje på den 16-årige dreng på jorden, som mandag aften blev skuddræbt foran sin egen opgang.

Københavns Politi oplyser, at den 16-årige blev ramt af omkring seks skud foran indgangen til Ragnhildgade 48. En obduktion skal fastslå det endelige antal.

»Han kommer hjem omkring kl. 21 i går aftes, og der bliver han passet op af tilsyneladende tre gerningsmænd, der kommer bag ham, anråber ham og kort efter lyder de her skud, hvor han bliver skudt foran sin egen opgang,« fortæller efterforskningsleder Hans Erik Raben.

»Gerningsmændene har været så tæt på, at de godt ved, hvem de er gået efter. Stedet har været oplyst,« tilføjer han.

To til fire gerningsmænd

Politiet har ingen konkrete mistænkte, og gerningsvåbenet er endnu ikke fundet. Men der er fundet hylstre og andre tekniske spor. Vidner har beskrevet to til fire gerningsmænd med atletisk udseende, og politiet leder efter nogle på 15-20 år. De er angiveligt flygtet ad stisystemet og ud til en mørk bil ved Studsgaardsgade.

Den 16-årige, der var født i Danmark med makedonske rødder, havde efterårsferie og var på vej hjem, efter at han havde været lidt rundt i byen og spillet bold med nogle venner ved Tagensbo Skole. Politiet vil gerne tale med flere vidner, der så vennerne i løbet af dagen.

Den 16-årige var ikke kendt af politiet.

»Han levede et ganske normalt liv, som unge mennesker gør. Et normalt og fornuftigt liv,« siger Hans Erik Raben.

Politiet mener ikke, at skyderiet har relation til bandekonflikten, som har medført omkring 32 skyderier i hovedstadsområdet de seneste måneder.

»I øjeblikket er vi på bar bund i forhold til, i hvilken retning vi skal gå, og derfor arbejder vi også meget bredt. Der kan være mange forskellige motiver til det her. Men vi vurderer ikke, at det er banderelateret, og vi vurderer ikke, at det er en tilfældig person, som er blevet passet op,« siger Hans Erik Raben.

Så tæt på

Naboen Erik Voss har boet i boligforeningen AAB på Ragnhildgade i ca. 25 år og aldrig oplevet nogen problemer. Det er en »lille oase«, fortæller han – eller det var det.

»Vi er virkelig chokerede. Jeg er lige taget hjem fra arbejde, jeg magtede det ikke,« fortæller han tirsdag formiddag.

I Erik Voss’ opgang bor også 61-årige Klaus Olsen. Han har boet der i knap 30 år og fortæller, at der indimellem er lidt larm i gaden, men ingen problemer i andelsforeningen, hvor »mange børnefamilier og indvandrerfamilier« bor.

»Folk var meget synligt rystede i går. Folk var nærmest apatiske. Det er noget, der sker andre steder,« siger han.

 

På den anden side af nummer 48 bor 23-årige Oliver Klitgaard med sin mor og hendes kæreste i stueetagen. De hørte også skuddene lige ude foran deres vinduer.

»Først lød det som fyrværkeri. Så råbte nogen efter et bælte til at stoppe blødningen, så min mor løb ud med et bælte,« fortæller han og tilføjer, at morens kæreste samtidig stormede af sted efter en hjertestarter.

»Mine ben rystede. Det var meget tæt på og meget chokerende,« siger han.

Oliver Klitgaard har boet i boligforeningen hele sit liv og har aldrig oplevet problemer med kriminalitet.

»Der har aldrig været noget. Det her var så tæt på, som det bliver. Det er fandme uhyggeligt. Jeg har hørt, at det ikke er banderelateret – det er også lidt uhyggeligt. For hvad er det så?« siger han.

Beboere i andelsboligforeningen fortæller samstemmende, at det er et trygt sted, og der ses heller ikke overvågningskameraer på bygningerne, som det er tilfældet i andre belastede boligforeninger. I stedet er der blomsterkasser og kulørte lamper på altanerne.

Og foran opgang 48 er der blomster og lys.

Københavns Politi opfordrer enhver, der har informationer omkring episoden, til at henvende sig på telefon 33141448.