En opdatering fra Apple forhindrer tusindvis af danskere i at bruge deres NemID. En løsning kan være at skifte browser.

Siden natten til torsdag har netbanker, e-Boks og offentlige internetportaler været lukket land for de hundredtusindvis af danskere, der bruger Apple-computere.

En IT-opdatering fra den amerikanske computergigant har ført til fejl i programmet Java, som man bruger til at logge ind med sin NemID. Hos Nets, der står bag NemID, har man foreløbig ikke noget bud på, hvornår problemet vil blive løst.

- Vi forsøger at få skabt en dialog med Apple i USA, men det er meget svært at komme i kontakt med de rette. På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige så meget, fortæller kommunikationschef Søren Winge.

Han fortæller, at problemet først og fremmest er aktuelt for Mac-brugere, der går på nettet med Apples egen browser, Safari.

- Jeg har set, at flere netbanker råder deres kunder til at skifte til Firefox eller en anden browser. Det kan være en løsning, siger Søren Winge.