Instruktør Lars von Trier og skuespiller Jens Albinus diskuterede film under fisketur – siden blev grejet angiveligt betalt af offentlige støttekroner

Zentropa har brugt offentlige støttekroner på at betale privat fiskegrej til instruktør Lars von Trier og skuespiller Jens Albinus, kendt fra DR-dramaserien ‘Ørnen’.

Oplysningerne om fiskeudstyret fremgår af et internt notat fra april 2010, forfattet af tre af hovedkræfterne bag storværket ‘Antichrist’ - daværende producer i Zentropa Meta Louise Foldager og de to økonomiansvarlige producere Ole Østergaard og Sanne Glæsel. Notatet blev efterfølgende sendt til Peter Aalbæk Jensen.

Af notatet fremgår det, at ’vi fik pålagt at tage Lars’ gamle udviklingsprojekter inkl. fiskegrejsudgifter (...) ind på ’Antichrist’. Samlet (...) omkring 400.000 kroner.’

Læs også: Brugte 60.000 kr. på luksusmiddag og flyrejse: Ålen og Zentropa undersøges for støttesnyd

De tre producere udtrykker i notatet frustration over, at de er ’blevet pålagt’ en række uvedkommende udgifter, der er lagt ind i filmens samlede budget på 61,5 mio. kr. - og dermed skjult blandt filmens titusindvis af udgiftsbilag. Udgifter, der skulle være betalt af Peter Aalbæk Jensens egne selskaber i Zentropa-familien, blev ’flyttet’ ind i budgettet for selve filmen, hvilket betød, at blandt andet fiskegrej og andre uforklarlige udgifter blev betalt af offentlige støttekroner og tilskud modtaget af filmfonde og tv-stationer fra hele Europa.

Ifølge Zentropa blev ’beslutningen’ om at producere ’Antichrist’ taget af Lars von Trier og Jens Albinus på en fisketur - og derfor er der intet forkert i at lade fiskegrejet betale over filmstøtten.

Bekræfter fisketur

Skuespiller Jens Albinus bekræfter, at han har været på en enkelt fisketur med Lars von Trier, men afviser at have modtaget gratis fiskegrej. I øvrigt ønsker han ikke at kommentere sagen.

Også udgifter i forbindelse med udviklingen af andre filmprojekter - herunder angiveligt Trier-filmen ‘Wasington’ - er delvist blevet betalt via filmbudgettet til ‘Antichrist’, selv om ‘Wasington’ blev skrottet allerede i maj 2005, fire år før ‘Antichrist’ var færdig.

I et interview med et amerikansk filmmagasin om ’Wasington’ sagde Lars von Trier i maj 2005, at ’han havde arbejdet med manuskriptet et halvt år. Det fungerede ikke. Jeg har kasseret det hele’.

Økonomien i Zentropa fungerer på den måde, at selskabet rejser millioner i konkret støtte til enkelte film via fonde, tv-stationer og det offentlige - ud af den støtte, der er afsat til en film, kan Zentropa hæve penge til administration, jura, løn til producere, instruktører og andre ansatte, samt såkaldte executive producers, herunder Peter Aalbæk Jensen selv, men enhver udgift skal være direkte relevant for filmen.

Skjult i budgettet

Ifølge notatet har Zentropa imidlertid i årenes løb haft udgifter til forskellige projekter, herunder film, som aldrig er blevet gennemført, og som Zentropa derfor ikke har fået betalt - og det er udgifter fra disse projekter, der er ‘lagt ind’ og skjult i million-budgettet på ’Antichrist’.

Det fremgår også af de tre produceres notat, at også udgifter til en model-helikopter, der skulle bære et kamera, er betalt via budgettet på ‘Antichirst’. Projektet er mange år gammelt, helikopteren er bygget, men har aldrig fungeret rigtigt, siger Peter Hjorth, Zentropas mangeårige ekspert i special effects.

Se HELE listen: Så dårlig en forretning er Ålens film for skatteyderne

- Lars von Trier og jeg har i årevis arbejdet på en modelhelikopter, der fra op til 10 meters højde skulle kunne tage billeder, og udviklingen tog fart med henblik på at bruge helikopteren på ’Antichrist’. men det lykkedes ikke. På den baggrund er det helt rimeligt, at udgifter til helikopteren er lagt ind i filmens budget. Jeg vil vurdere, at jeg i hardware og timer har brugt cirka 25.000-50.000 kr. på projektet, siger Peter Hjorth.

Hovedselskabet i Zentropa-koncernen, der er delvist ejet af Peter Aalbæk personligt, led i årene 2007-2009 under alvorlige økonomiske problemer med et samlet underskud på mere end 26 mio. kr.

Michelin-kok stod for maden

BT har de seneste dage beskrevet, hvordan det af de tre produceres notat fremgår, at Zentropa i februar 2009 brugte omkring 60.000 kroner på at flyve direktøren for Cannes-festivalen til København. Her fik han forevist ‘Antichrist’, og derefter blev direktøren inviteret til eksklusiv middag med deltagelse af fire personer, hvor maden var tilberedt af en Michelin-kok.

De 60.000 kroner, der blev brugt på mad og flybilletter, blev skjult af Zentropa i de officielle regnskaber for filmen, der er afleveret til Det Danske Filminstitut, ligesom Zentropa indsendte en budgetrapport til myndighederne med vildledende eller direkte falske oplysninger. De tre producere skriver, at udgiften til middag og fly ikke burde være taget ud af det delvist statsstøttede filmbudget, men betalt via en anden konto - og dermed af Peter Aalbæk Jensens egne selskaber i Zentropa-familien.

Uspecificeret bilag

BT har også beskrevet, hvordan Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen i september 2008 forlangte, at der blev trukket 200.000 kroner ud af det offentligt støttede millionbudget til Lars von Triers nyeste film, hvorefter pengene blev overført til et af Aalbæks andre selskaber og forsvandt i Zentropas indviklede net af virksomheder. Siden blev overførslen skjult for Det Danske Filminstitut, der på vegne af Kulturministeriet havde støttet Trier-filmen med otte millioner kroner.

Overførslen foregik på den måde, at et udateret og uspecificeret udgiftsbilag på 200.000 kroner, efter ordre fra Peter Aalbæk Jensen, blev lagt ind og skjult i regnskaberne for ‘Antichrist’. Og ved at lade bilaget ‘glide ind’ i filmen og - i strid med sandheden - fremstå som en nødvendig udgift til produktionen af ’Antichrist’, kunne Peter Aalbæk Jensen derefter trække 200.000 kr. ud af filmens statsstøttede budget.