Danmarks ældste vindruer var lokalt dyrket. Det afslører nye analyser, som åbner muligheden for, at vikinger på Sjælland kan have lavet deres egen vin.

Vikingerne var glade for alkohol. Men hvor det var let at fremstille og få adgang til øl, var vin straks en anden sag.

Vinen var forbeholdt de finere lag i samfundet og måtte importeres fra sydligere himmelstrøg som eksempelvis Frankerriget, hvis man havde hang til den slags.

Eller, det troede vi i hvert fald.

Nu har nye analyser afsløret, at i hvert fald den ene af Danmarks to ældste vindruekerner var lokalt dyrket.

Sammenholdt med arkæologiske fund og historiske kilder er der meget, der peger på, at det kan være den manglende brik til at sige, at vin faktisk også blev dyrket på mere hjemlige breddegrader.

»Det her er det første fund og tegn på vindyrkning i Danmark, og alt hvad det indebærer af status og magt. Vi ved ikke, hvordan de har brugt dem, om det bare har været for at lægge en flot klase druer på et bord for eksempel – men det er nærliggende at tro, at de lavede vin,« siger arkæobotaniker og museumsinspektør ved Nationalmuseet Peter Steen Henriksen, som oprindeligt fandt de to kerner.

Allerede da de to vindruekerner blev fundet i 2015, var det et opsigtsvækkende fund, eftersom de indtil da tidligste vindruekerner fundet i Danmark stammer fra Middelalderen. Det var Peter Steen Henriksen selv, der fandt dem.

Straks efter opstod det – for en forsker – indlysende spørgsmål: Var de lokalt dyrkede?

De to vindruekerner kunne, teoretisk set, have ligget nederst i en tønde importeret vin. Hvis det var tilfældet, ville det blot være en bekræftelse på, hvad vi allerede vidste: Vikingerne var glade for vin, mødte den på deres rejser og tog den nok gerne med sig hjem.

Omvendt ville det passe dårligt med, at kernerne blev fundet over en halv kilometer fra hinanden - og viste sig at ligge et til to hundrede år fra hinanden rent tidsmæssigt.

Hvor den første vindruekerne kunne dateres til sen yngre jernalder, lå dateringen for den anden kerne i første halvdel af vikingetiden.

For at finde svaret kontaktede Peter Steen Henriksen Nationalmuseets professor Karin Margarita Frei.

Ved hjælp af strontiumisotopanalyser – som også har fastslået, at Egtvedpigen ikke kom fra Danmark – kunne hun se, at den ene af de to vindruekerner med stor sandsynlighed var lokal.

Den anden kerne var blevet brugt til datering, og kernerne var for små til at blive brugt til begge analyser.

Vikingetidsdruen viste sig at være dyrket inden for det, vi i dag kalder Danmark, og faktisk kan analyserne helt specifikt vise, at den formentlig er dyrket på Sjælland – hvor Tissø ligger – og helt sikkert ikke i Jylland.

»Vi kan med sikkerhed sige, at den har en lokal strontiumisotopsignatur, hvilket peger på, at det kunne dreje sig om en vindrue, som er dyrket på Sjælland. Det betyder, at vi for første gang kan sige, at de kan have dyrket vin i Danmark. Før havde vi kun formodninger, nu kan vi se, at de faktisk havde druer, og dermed forudsætninger, for at kunne dyrke det selv. Pludselig bliver det meget mere virkeligt,« siger Karin Margarita Frei til Videnskab.dk.