Videoen herover er fra en udstilling i London i 2014, hvor der blev bygget Lego-figurer af mere end en million legoklodser.

I mange år har Lego været det bedst omtalte brand i Danmark, men efter flere år på tronen må legetøjsgiganten nu se sig slået af den norske supermarkedskæde Rema 1000.

Det viser en ny undersøgelse fra Yougovs Brandindex, der sammenligner mere end 300 varemærker og ser på, hvilke der har fået mest positiv omtale.

Ifølge en pressemeddelelse fra YouGov er det da heller ikke helt overraskende, at Rema 1000 er et hit hos danskerne. I 2017 indtog supermarkedet nemlig en andenplads og scorede højt i vurdering af kvalitet, værdi for pengene, generelt indtryk, omdømme og kundetilfredshed.

Nu er tilfredsheden med Rema 1000 til syneladende steget endnu mere og i en sådan grad, at den norske kæde altså har vippet Lego af pinden.

Legetøjsbrandet må også se sig slået af MobilePay, der indtager listens andenplads, og på en fjerdeplads ligger streamingtjenesten Netflix, som også falder i god jord hos danskerne.

Det samme gør Audi, der er på listens femteplads, Ikea på sjettepladsen og forsikringsselskabet Tryg på en sjetteplads.

Som et af de mere overraskende navne på listen, finder vi bilmærket Volkswagen, der også er en af listens absolutte højdespringere. Efter bilmærkets software-skandale i 2015 modtog de massiv negativ omtale, og derfor røg det tyske bilfirma ud af top 10-listen i 2016.

I år er mærket imidlertid tilbage på en 10. plads på listen efter at have forbedret sin score med hele 7,7 point.

Udover Volkswagen er også bankerne Nykredit og Totalkredit nogle af listens højdespringere.

Det er langtfra første gang, at Rema 1000 modtager hæder i Danmark. I oktober sidste år blev den norske kæde kåret til det bedste supermarked i Danmark i en undersølgelse lavet af Loyalty Group.

YouGov BrandIndex bliver lavet gennem daglige interviews med 200 personer, der er repræsentative for den generelle befolkning, som bliver spurgt til deres holdninger til forskellige varemærker.

Herunder kan du se de 10 bedst omtalte brands.

Foto: YouGov
Vis mere