Gymnasieelever landet over benytter sig i overvejende grad af elektroniske hjælpemidler, når der skal snydes med eksamensbesvarelserne. Det fastslår en ny undersøgelse.

Brug af computere og internet har banet vejen for nye undervisningsmetoder og åbnet døren for uendelige mængder af viden og information.

Desværre viser det sig også at være gymnasieelevers foretrukne værktøj, når det kommer til at snyde sig igennem prøver.

Det viser en undersøgelse lavet af Undervisningsministeriet, efter lærerer og uddannelsessteder over hele Danmark har givet udtryk for en stigende bekymring for omfanget af snyd.

»For nogle skoler er snyd et reelt problem, og jeg modtager løbende henvendelser fra lærere og institutioner, der er bekymrede over omfanget af snyd i den daglige undervisning og ved prøverne. Det er en bekymring, jeg tager alvorligt, og jeg vil derfor i den kommende tid i dialog med sektoren igangsætte en række initiativer, der skal være med til at bekæmpe snyd i de gymnasiale uddannelser,« lyder det fra undervisningsministeren, Ellen Trane Nørby, i et notat fra ministeriet.

Undersøgelsen er foretaget i perioden maj 2014 til januar 2015 og iblandt de 218 gymnasielle uddannelsesinstitutioner, der svarede på de udsendte spørgeskemaer, var der 329 tilfælde af formodet snyd. Dertil 143 elever bortvist fra en prøve som følge af snyd.

Ud af de 329 tilfælde af formodet snyd blev 304 registreret ved skriftlige prøver, hvilket svarer til 92 procent.

Ud af disse 329 sager medførte 143 bortvisninger.

Antallet af tilfælde af snyd skal holdes op mod, at mere end 550.000 mundtlige og skriftlige prøver fandt sted i løbet af perioden.

Snyden sker bag skærmen

Uddannelsesstederne i undersøgelsen blev bedt om at notere, hvad årsagen til de formodede tilfælde af snyd var, og tallene taler sit eget tydelige sprog.

135 af alle tilfælde af formodninger om snyd skyldtes brug af computerprogrammer, som for eksempel oversættelses-software.

Den næsthyppigste årsag var plagiat med 86 tilfælde. Det fremgår dog ikke af undersøgelsen, hvor mange af disse tilfælde, der havde forbindelse til brug af it.

På tredjepladsen finder man 63 tilfælde af uretmæssig brug af materialer fundet via internettet, og på en fjerdeplads med 60 tilfælde finder man uretmæssig kommunikation over internettet.

I bunden med henholdsvis 18 og 16 tilfælde er kategorierne »Anden type«, der dækker over brud på eksamenreglement som f.eks. brug af mobiltelefon, og uretmæssig hjælp fra forældre eller bekendte.

Således var mindst 68 procent af alle registrerede tilfælde hjulpet på vej af computere og internet.