Airbnb er blevet populært i Danmark, men mere end 2.500 lejligheder bliver lejet ud langt mere, end de tilladte syv uger.

Det skriver Avisen.dk.

En undersøgelse foretaget for mediet viser, at 16.178 boliger bliver lejet ud i København lige nu.

Analysen er lavet af Inside Airbnb, som har undersøgt, hvordan tjenesten påvirker boligmarkedet i storbyer.

Størstedelen bruger tjenesten til at leje deres lejlighed ud i kortere perioder i forbindelse med kortere ture eller ferie, og det er ganske lovligt, så længe det maksimalt sker syv uger om året.

Men i 16 procent af tilfældene - svarende til 2.621 lejligheder - bliver reglen om de syv uger ikke overholdet, og lejlighederne bliver lejet ud i store perioder af året.

Avisen.dk har blandt andet været i kontakt med en udlejer, der i flere år har lejet sin lejlighed ud til turister, mens vedkommende selv boede i udlandet.

Airbnb blev frikendt

Undersøgelsen kommer i kølvandet på, at Københavns kommunes økonomiforvaltning netop har udsendt en analyse, der fastslog, at Airbnb ikke har nævneværdig indflydelse på boligmarkedet i København, fordi der er bopælspligt.

Det vil sige, at hvis man ikke selv bor i lejligheden, skal man leje den ud til en anden, der bor der fast. Faktum er bare, at det altså ikke er tilfældet med et stort antal lejligheder, der lejes ud gennem Airbnb.

Presser folk ud af byen


Det københavnske boligmarked er som bekendt ingen let størrelse, og mange leder forgæves efter bolig i storbyen i måneder - og nogle sågar i år. Derfor er det ikke holdbart, hvis flere misbruger Airbnb og udlejer lejligheder til turister, når lejlighederne i stedet kunne være udlejet til københavnere.

Det mener professor i byudvikling fra Roskilde Universitet, John Andersen.

»Hvis vi vil modvirke boligmanglen, skal man ikke kunne score kassen på at drive hotel i det, der faktisk er en bolig. Det vil jeg kalde et misbrug,« siger han til Avisen.dk.

Han bakkes op af cheføkonom i Lejernes Landsorganisation, Jesper Larsen, ligesom Socialdemokraternes politiske ordfører i København, Susan Hedlund, advarer mod, at den praksis er i strid med loven.

Avisen.dk oplyser, at man har forsøgt at få kontakt til både Airbnb og udlejere - dog uden held.