Sagen om en institutionsleders voldsomme indkøb af blandt andet musikudstyr blev opdaget i forbindelse med en historisk stor omlægning af hele børnehaveområdet i København.

En historisk stor omlægning af ledelsen af Københavns børnehaver og vuggestuer har været med til at få en række spektakulære sager frem i lyset.

Mandag skrev Berlingske om en børnehaveleder i Tingbjerg, der havde købt avanceret musikudstyr for flere hundrede tusinde kroner til fem-årige børnehavebørn.

Sagen blev opdaget i forbindelse med den største organisationsændring i Børne- og Ungdomsforvaltningen nogensinde, hvor kommunen fjernede et helt ledelseslag af souschefer og udnævnte en række såkaldte klyngeledere som chefer for megabørnehaver med flere hundrede børn under sig.

- Denne sag startede med, at en nyansat klyngeleder fandt ud af, at noget så underligt ud. Når man omlægger en organisation så grundigt, som vi har gjort med indførelsen af klyngestrukturen, så dukker der nogle ting op. Det kan også være en lejlighed til at ændre på gamle vaner eller få ryddet op. Den nye klyngestruktur har betydet, at vi har professionaliseret ledelsen i daginstitutionerne, siger Jesper Rønnow Simonsen, direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, om sagen fra Tingbjerg.

Han ønsker ikke direkte at kommentere den konkrete sag, som kommunen selv karakteriserer som en »afsluttet personalesag«.

- Børne- og Ungdomsforvaltningen er en meget stor forvaltning med 17.000 ansatte, og 80 procent af vores budget på ni mia. kroner ligger decentralt til den lokale ledelses prioritering. Det forudsætter gode ledere, som vi har tillid til, og som kan administrere det ansvar og den forpligtelse, som man har, når man forvalter skatteborgernes penge eller passer borgernes børn. Den tillid er i langt de fleste tilfælde rigelig, men så er der tilfælde, hvor det går galt. Sådan en sag er med til at give et dårligt billede i forhold til de mange ansatte, som hver eneste dag lever op til vores tillid, siger Jesper Rønnnow Simonsen til Berlingske.

Sagen fra Tingbjerg kommer i forlængelse af en sag fra Valby, hvor to kvindelige institutionsledere i strid med reglerne ansatte deres egen familie.

Kommunen vil nu kulegrave forvaltningen for lignende sager om nepotisme, og forældrene i den pågældende institution i Valby har fået et brev med hjem om, at forvaltningsloven i fremtiden vil blive overholdt i institutionen, samt at ledige stillinger vil blive slået op.

Jan Hoby, næstformand i de københavnske pædagogers fagforening, LFS, mener, at forvaltningen burde stramme sig an:

- De fleste institutioner har altid kørt fornuftigt, men nogle steder har man haft dårlige vaner, bl.a. med nepotisme og sløset omgang med kommunens penge. Dér har klyngelederne gjort et stort arbejde med at rydde op. Men centralforvaltningen har ikke gjort sit arbejde godt nok. Den skal sikre, at lederne er klædt godt på, men også oppe sig og selv have en lavere tærskel for, hvornår man studser over ting. Folk i forvaltningen burde have røde ører, for de har selv godkendt de meget høje lønninger, vi har set i en af nepotismesagerne. Forvaltningen bør i højere grad leve op til sin tilsynsforpligtelse, så der ikke opstår sager med nepotisme og misbrug af midler. Det burde områdecheferne kunne håndtere, siger han.

I forvaltningen peger Jesper Rønnow Simonsen på, at der findes centrale systemer, som skal fange snyd, men at de kan snydes.

- Vi har centrale systematikker, som skal skabe stor sandsynlighed for, at vi opdager, hvis nogle penge bliver brugt forkert. Vi har både en løbende kontrol og en årlig kontrol, hvor vi sammen med intern revision besøger alle institutioner. Men du kan snyde vores kontrolsystemer, hvis du vil. Det kan man se i den sag fra Tingbjerg, som I har beskrevet, hvor købene var både godkendt og anvist af samme person. Så er det utrolig svært at opdage. Men vi er meget enige i, at det ikke må ske, siger Jesper Rønnow Simonsen.

Han opfordrer forældre og ansatte til at fortælle det til kommunen, hvis de opdager mistænkelige forhold.

BNB