Sneen ser ud til at komme til Danmark i weekenden, men kan blive afløst af regn i sidste øjeblik. Uanset nedbørsformen går vi en kold og vinterlig weekend i møde.

Kong Vinter kommer for alvor til at stramme sit greb om Danmark i weekenden, da der vil blive risiko for snevejr i store dele af landet.

Ifølge prognoserne fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) går vi en iskold weekend i møde, og særligt den sydøstlige del af landet risikerer at blive dækket af sne.

Vagthavende meteorolog ved DMI Henning Gisselø pointerer dog, at det er meget usikkert, om nedbøren vil falde som sne eller regn.

»Lørdag bliver landet delt op i to, hvor den nordlige del får ganske fint vejr med nogen sol, mens den sydlige del af landet får betydeligt flere skyer, og der kan også meget nemt komme en hel del nedbør, der kan vise sig at blive i form af sne. Prognoserne er lidt uenige om, hvor koldt det bliver, men det ligger ret tæt på frysepunktet med en, to, tre eller fire grader. Men selv om det ikke lyder af meget, er det virkelig afgørende for, om det bliver snevejr eller regn,« siger Henning Gisselø.

Natten til søndag vil der komme nattefrost, og de vinterlige tendenser fortsætter hele søndag, da der vil være mulighed for enkelte slud- eller snebyger landet over. Ellers bliver søndagen kold og klar med nogen eller en del sol.

På Bornholm kan man dog forberede sig på en del byger, og igen er der risiko for, at det bliver snebyger.

»Søndag ser det ud til, at bornholmerne må holde for, da der igen er risiko for noget sne. Det ser ud til at blive koldt, men pænt, over hele landet med enkelte snebyger hist og pist, men det vil fortrinsvist være Bornholm, der får mulighed for at opleve sneen falde,« siger Henning Gisselø.

Efter weekenden vil temperaturen stige igen, og vinteren bliver sat på pause allerede fra tirsdag, når vi igen vil komme i nærheden af tocifrede varmegrader.