En af Se og Hør-skandalens hovedpersoner er på vej med en bog, hvor han i detaljer beskriver ugebladets årelange samarbejde med den såkaldte ‘tys-tys-kilde’, som fra 2008 til 2011 leverede fortrolige oplysninger om kendte og kongeliges brug af kreditkort.

Det kan BT fortælle onsdag.

Den nu fyrede Se og Hør-journalist Kasper Kopping, der sammen med sin tidligere kollega, Ken B Rasmussen, fra 2008 til 2011 førte ugebladets hemmelige kreditkort-kilde, har efter skandalen begyndte ar rulle i slutningen af april 2014 arbejdet på bogen ‘Helt tys tys - Se og Hør indefra’.

Bogen er planlagt til at udkomme i ‘slutningen af oktober’, bekræfter forlaget Turbine over for BT.

Er det for at vaske dine egne hænder?
»Nej. Jeg skriver flere gange i bogen, at jeg undskylder for min medvirken. Jeg er ked af de ting, jeg har gjort, men jeg vil også gerne have folk til at forstå, hvorfor det kunne ske, og hvorfor det dengang virkede som det mest naturlige i verden. Og så vil jeg ikke lægge skjul på, at bogen også er terapi for mig selv. Den er skrevet, for få mine følelser og frustrationer ud,« siger Kasper Kopping til BT.

Han blev efter ni år afskediget fra Se og Hør i juni 2014, efter Aller Media A/S, der udgiver ugebladet, offentliggjorde dele af selskabets interne undersøgelse, som kortlagde, hvad der skete på Se og Hør fra 2008 til 2011, hvor samarbejdet med kreditkortkilden fandt sted.

Se og Hør-sagen eksploderede i danske medier, da BT - med afsæt i bogen 'Livet, det forbandede' af tidligere Se og Hør-journalist Ken B Rasmussen - i slutningen af april sidste år kunne fortælle, at ugebladet i en årrække havde en hemmelig kilde, der fodrede bladets journalister med fortrolige informationer om kendte og kongeliges brug af kreditkort.

En it-specialist, der fik navnet ‘tys-tys-kilden’, trak via sit arbejde i Nets fortrolige kreditkortoplysninger ud om kendtes store og små indkøb overalt i verden. Oplysninger, som han - mod betalinger - fodrede bladets journalister med.

Ved hjælp af disse oplysninger kunne Se og Hør finde kendte danskere over hele verden. I dag efterforskes sagen af Københavns Vestegns Politi, der har sigtet ni personer og Aller Media A/S, der udgiver Se og Hør, for bl. a. hacking, bestikkelse og overtrædelse af markedsføringslovens bestemmelser om forretningshemmeligheder.

 

Læs meget mere i BT onsdag.