Antallet af danskere, der ryger dagligt og lejlighedsvist, er rekordlavt, viser ny undersøgelse af danskernes rygevaner. Forsker mener, det bliver svært at få flere til at skodde cigaretterne.

2012 har været et af de bedste år for rygestop nogensinde. 120.000 rygere er blevet eks-rygere, og det bringer antallet af rygere ned på et rekordlavt niveau.

17 procent af befolkningen over 15 år ryger dagligt, mens fem procent ryger lejlighedsvist. Sidste år var det henholdsvis 18 procent og seks procent.

- Det er en meget glædelig udvikling, specielt fordi vi ser et fald både blandt dem, der ryger dagligt og dem, der ryger lejlighedsvist, siger overlæge Inge Haunstrup Clemmensen, Kræftens Bekæmpelse.

Tallene for antallet af rygere kommer fra den årlige rygevaneundersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har lavet for Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen, Danmarks Lungeforening og Hjerteforeningen.

Undersøgelsen viser, at hele 39 procent af danskerne nu er eks-rygere, hvilket svarer til flere end 1,7 millioner mennesker. 25 procent af samtlige eks-rygere er ifølge undersøgelsen stoppet med at ryge i perioden 2008-2012.

Og rigtig mange af dem, der fortsat ryger, vil gerne holde op.

69 procent af daglig-rygerne har planer om at kvitte cigaretterne. Hver ottende ryger har således planer om rygestop inden for den kommende måned. Det svarer til 120.000 rygere, der formodentlig vil have som nytårsforsæt at stoppe med at ryge.

Tidligere i år trådte nye stramninger af rygeloven i kraft, der forbyder rygning på skoler, børneinstitutioner og uddannelsesinstitutioner - både indenfor og udenfor. Selv på enkeltmandskontorer er det ikke længere tilladt at tænde en cigaret.

På restauranter og værtshuse er rygereglerne tidligere blevet skærpet, så det er blevet endnu sværere for rygere at nyde tobak, når de er i byen.

Senest kom det frem, at et flertal af danskerne er parate til også at forbyde rygning i erhvervskøretøjer. I dag må man godt ryge i kranen, firmabilen og andre erhvervskøretøjer, når der kun arbejder en person ad gangen i køretøjerne.

Forskningsleder Knud Juel, Statens Institut for Folkesundhed, er dog skeptisk omkring det forslag.

- Jeg tror ikke, det vil flytte ret meget, siger han og vurderer, at man kan komme længere, hvis detailhandlen strammer op på salget af tobak til unge under 18 år.

- Hvis man skal gøre noget yderligere, er det nok i detailleddet. Her er der noget at hente i forhold til at håndhæve forbuddet mod salg af tobak til unge under 18 år. Det bliver ikke håndhævet særligt grundigt. Hvis det blev det, ville det være et væsentligt skridt i den rigtige retning, siger han.

Knud Juel hæfter sig også ved, at forbruget af tobak ikke er faldet i samme omfang som antallet af rygere.

- Det indikerer, at vi har med en restgruppe at gøre, som har et forholdsvist stort forbrug af tobak, og som er sværere at få til at stoppe end de rygere, der har et mindre forbrug, siger Knud Juel.