Hvis du er en af dem, som tror, at din kat eller hund har godt af et stykke råt kød i ny og næ, så tro om igen.

Et nyligt videnskabeligt studie publiceret i Veterinary Record fastslår, at adskillige foderprodukter, som indeholder råt kød, ofte indeholder farlige bakterier, der truer dyrets sundhed. Det skriver Jyllands-Posten.

Forskerne fandt blandt andet e.coli-bakterier, listeria og salmonella i det ellers populære hundefoder.

Studiet beskriver, at fodring med råt kød er blevet mere og mere populært hos forbrugerne. Men foderet udgør en fare både for dyret og for dyrets ejer, da foderet kan indeholde de farlige baktierer og forskellige parasitter.

Studiet har undersøgt i alt 35 forskellige produkter. Der blev fundet e.coli-bakterier i otte af dem, listeria i 15 af dem og salmonella i syv af dem.

»Katte og hunde, der spiser råt kød, har også større chance for at blive inficeret med antibiotikaresistente bakterier end dyr, der spiser fx tørfoder. Det kan udgøre en alvorlig risiko for både dyresundhed og folkesundhed,« siger en af forskerne bag studiet, Paul Overgaauw fra Utrecht Universitet, til avisen The Independent.

Han forklarer derfor, at kæledyrsejere bør være særligt påpasselige med, hvordan de omgås foderet. Han mener, at dyreejere bør uddannes i korrekt hygiejne og korrekt håndtering af foderet. Desuden beskriver forskerne i studiet, at der skal være advarsler og produktvejledninger på etiketterne.

Jyllands-Posten har tidligere talt med Charlotte Reinhard Bjørnvad, professor i Intern Medicin for Familiedyr på Københavns Universitet, der advarer mod at give råt kød til sine kæledyr. I stedet anbefaler hun almindeligt tørfoder, og at man selv køber og tilbereder grøntsager, ris og kød til sit dyr.