Næste uge kan byde på mere voldsomt blæsevejr.

Det kan endda ende med storm den kommende fredag. Og er vi uheldige, så kan det blive værre end den vi lige har haft. Det oplyser TV2 Vejret.

- Det er en blæsende periode, som vi er inde i nu. Der kommer en del kraftigt blæsevejr henover ugen og det kan risikere at kulminere i en kraftig storm på fredag, siger Andreas Nyholm, meterolog på TV2 Vejret.

Det begynder tirsdag, hvor Danmark kan imødese hård kuling. Særligt ved kysterne kan det blæse voldsomt.

Det fortsætter om onsdagen, hvor særligt de nordvestlige egne risikerer hård kuling.

Om torsdagen får danskerne en pause fra den hårde blæst, men allerede om fredagen er den gal igen.

Her oplyser TV2 Vejret, at vi risikerer storm med vindstød af orkanstyrke. Det er dog forbundet med nogen usikkerhed, da prognosen ligger flere dage frem i tiden.

- Det er jo mange dage ude i fremtiden, men der er ingen tvivl om at vi får krafigt blæsevejr. Særligt i Jylland. Vi anslår, at der er cirka 30 pct. risiko for en storm med vindstød af orkanstyrke, siger Andreas Nyholm.