En ny måling fra Voxmeter viser ifølge Finans, at 28.000 privatkunder i årets første seks måneder har forladt Danske Bank.

Det sker, mens skandalen om hvidvask af 53 milliarder kroner, ifølge Berlingske, ruller med fuld kraft, efter at Bagmandspolitiet er gået ind i sagen.

Christian Stjer, der er administrerende direktør i Voxmeter, kalder det ‘et markant og et alvorligt skift’ i reaktionerne fra kunder, som selv mener, at Danske Bank har været deres hovedbankforbindelse, i forhold til sidste år. Ifølge ham er udviklingen accellereret i løbet af de sidste tre måneder.

Dermed lader utilfredsheden med banken til at have påbegyndt en egentlig kundeflugt.

Danske Banks hovedsæde i København. Arkivfoto
Danske Banks hovedsæde i København. Arkivfoto Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ifølge Danske Banks egne tal har banken dog vundet kunder i år, mens hvidvask-skandalen er eskaleret.

»Vi mistede 711 kunder i årets første kvartal og vandt 1.638 i andet kvartal. Så netto har vi vundet 927 såkaldte NEM-kontokunder i år. Jeg tror - og håber ikke mindst - at vi i fremtiden ikke ser den udvikling, som Voxmeter peger på,« siger Thomas Mitchell, privatkundedirektør i Danske Bank, til Finans.