Ny lov skal beskytte danskere mod den kræftfremkaldende gas radon

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>'Skru ned for solen'. Sådan lyder den årlige oplysningskampagne, der skal lokke danskerne til at beskytte sig mod kræft fra solens stråler. Hvad vi ikke ved er, at flere formentlig dør af kræft fra stråling i hjemmet end fra solen. Sundhedsstyrelsen anslår, at radonstråling er skyld i, at 300 dør af lungekræft årligt.

Det radioaktive stof radon siver ind i boligen fra undergrunden. Stoffet menes at være uskadeligt i små mængder, men ifølge Sundhedsstyrelsen overstiger radonkoncentrationen det sundhedsskadelige niveau i hvert femte danske hjem. Et nyt lovkrav i bygningsreglementet siger, at nye huse skal opføres, så koncentrationen af radon i boligen ikke overstiger 100 bq/m3. Hertil følger en række enkelt-anvisninger, som skal realisere lovkravet, men som også kan bruges af nuværende boligejere, som ønsker at sikre hjemmet mod høje koncentrationer af den radioaktive gas.

- Hidtil har man i Danmark ikke lavet de store tiltag mod radon, selvom mange undersøgelser med sikkerhed fastslår, at det er kræftfremkaldende. Den nye lov er et skridt i den rigtige retning, men i forhold til andre nabolande er vi meget sent ude, siger projektleder og ingeniør Jesper Bruun Petersen fra miljødivisionen Niras. Han mener, at myndighederne i Danmark har svigtet.

Også seniorforsker Claus Andersen fra Risø DTU, mener, at man skal tage strålingen meget alvorligt. - Det er med meget stor sikkerhed et kræftfremkaldende stof, som man med få midler let kunne gøre noget ved som privatperson, siger han.

Mere oplysning og mere ansvar


Lovkravet er lavet på baggrund af WHO’s anbefalinger, men omfatter kun nye byggerier, og det er i sidste ende forbrugeren, som skal kontrollere, at kravet overholdes. Det er også boligejernes eget ansvar at sikre de nuværende boliger mod radon. Jesper Bruun Petersen tvivler derfor på, om lovændringen vil gøre den store forskel, hvis danskerne ikke bliver oplyst bedre.

- Det er i de eksisterende boliger, at radonniveauet for alvor er sundhedsskadeligt. Og det kan virkelig betale sig at gøre noget, men der er ikke nogen, som ved noget om radon, siger Jesper Bruun Petersen.