Et nyt dansk studie slår fast, at et lavt niveau af D-vitamin i kroppen øger risikoen for forhøjet blodtryk

Forhøjet blodtryk skyldes måske ikke kun for mange smøger eller for lidt motion. Det kan også være mangel på D-vitamin, der er årsagen til lidelsen, som en mio. danskere lider af. Det slår danske forskere nu fast.

»Vi har fundet en årsagssammenhæng mellem forhøjet blodtryk og mangel på D-vitamin,« siger professor Børge Nordestgaard, der sammen med sin kollega, overlæge og p.hd. Shaoib Afzal, står bag studiet, som er publiceret i tidskriftet Hypertension. De er begge tilknyttet  Herlev-Østerbroundersøgelsen og Klinisk Biokemisk Afd. på Herlev og Gentofte Hospital.

Dermed kan de nu hæve bevisbyrden for, at D-vitaminmangel er årsag til forhøjet blodtryk, og det betyder, at endnu en brik nu er lagt i puslespillet over D-vitamins potentielt livreddende egenskaber.

Det er ikke første gang, at forskere har observeret, at en lang række lidelser i særlig grad optræder hos personer med lave D-vitamin-niveauer, herunder forhøjet blodtryk. De har dog hele tiden manglet det endelige bevis for, at vitaminet er skurken - og ikke tilfældigvis bare er til stede hos den sygdomsramte.

»Vores studie kan bruges til at udelukke, at den sammenhæng, der er observeret mellem generel D-vitaminmangel og forhøjet blodtryk, skyldes andre forhold,« siger Børge Nordestgaard.

Omkring 500.000 danskere mangler D-vitamin i vinterhalvåret, vurderer professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet Lars Rejnmark, der forsker i D-vitamin.

»Min bedste vurdering er, at omkring 10 pct. af de voksne danskere lider af egentlig D-vitaminmangel, og at omkring 40 pct. har en utilstrækkelig D-vitaminstatus,« anslår Lars Rejnmark, baseret på en tidligere undersøgelse blandt 2.300 kvinder.

Han synes, at det danske studie virker ‘interessant’, men den ny viden betyder ikke, at man så bare skal spise løs af D-vitamin-tilskud, hvis man har for højt blodtryk, siger professoren:

»Det er en sammenhæng, vi skal kigge videre på, fordi der er meget, der tyder på, at det har betydning for vores hjertesundhed. Men vi kan ikke på den baggrund sige til folk, at de skal tage D-vitamin for at sænke deres blodtryk, da vi endnu ikke kender den præcise sammenhæng«.

D-vitamin er i det hele taget noget, som har mange forskeres interesse lige nu, og i løbet af de kommende år vil nogle afgørende studier afsløre, om supervitaminet kan bruges som medicin mod nogle af de allerstørste folkesygdomme som f.eks. blodprop i hjertet, flere kræftformer, diabetes og Alzheimers sygdom.

»Det er jo stort set alle de store folkesygdomme, som vi også dør af. Det store spørgsmål er derfor, om man kan ændre på udviklingen af disse sygdomme med D-vitamintilskud,« siger Børge Nordestgaard.

Ind til forskere er blevet klogere, kan man i mellemtiden selv sørge for at få D-vitamin nok gennem sin livsstil, råder Lars Rejnmark.

»Det har meget stor betydning for ens knogler og muskler, og derfor er det vigtigt, at man ikke mangler D-vitamin,« siger han og tilføjer, at forskningen på dette område er ‘meget solid’.

Er man bekymret for, om man mangler D-vitamin, kan det være en god ide at tage tilskud i vinterhalvåret.

»Selv synes jeg, at myndighederne burde berige kosten med D-vitamin. Problemet med tilskud er nemlig ofte, at dem, der gør brug af det, er dem, der i forvejen har en sund livsstil, hvorimod dem, der har brug det, ikke får det spist,« siger han.

Alternativt er det bare om at gå til silden ved julefrokosterne eller give familien en ekstra julegave.

»Man jo rejse en tur sydpå i løbet af vinteren og få noget sol, uden dog at blive solskoldet. Det har mange jo råd til i dag,« siger Børge Nordestgaard.

20 sygdomme og lidelser som kædes sammen med D-vitamin