The Coca-Cola Company har en ny cola på markedet. Den hedder Coca-Cola life og kan købes i næsten alle danske butikker fra 1. januar. Den er et sundere alternativ til den populære læskedrik.

Coca-Cola life bliver den tredje i rækken af kalorie-fattige colaer - de to andre hedder Light og Zero. Coca-Cola life har 35 % færre kalorier end den klassiske røde cola, der siden sin entré på det danske marked i 1935 – med en pauseperiode fra 1943-1959 pga. Anden Verdenskrig – har været en af de mest populære læskedrikke herhjemme.

Coca-Cola Danmark skriver i en pressemeddelelse, at colaen allerede er ude i nogle af landets butikker, og i uge 49 lander den i varelagret de fleste steder i landet.

»Med Coca-Cola life® giver vi forbrugerne bedre mulighed for at vælge en cola, der passer til netop deres behov. Med den nye variant, den klassiske Coca-Cola og de to kaloriefrie alternativer, Coca-Cola zero® og Coca-Cola light®, kan vi nu tilbyde en Coca-Cola, der opfylder alles ønsker,« fortæller Charlotte van Burleigh, der er Manager for Coca-Cola Danmark.

Det nye ved Coca-Cola life er, at den er sødet med steviaekstrakt, der er 200 gange sødere end sukker. Ekstraktet udvindes fra steviaplantens grønne blade og er helt kaloriefri. Udviklingen af den nye cola har været i gang siden 2009, og den er allerede kommet på hylderne i flere andre lande.

»Det er første gang, vi har anvendt steviaekstrakt til at søde en af vores colaer. Med Coca-Cola life har vi udviklet en velsmagende cola, men med 35 % mindre sukker og 35 % færre kalorier. Vores nyhed er blevet vel modtaget i de lande, der har lanceret. Vi har i udviklingen bestræbt os på at imødekomme de høje krav forbrugerne har til vores produkter. Vi er stolte af resultatet og glæder os til, den lander i de danske butikker,« fortæller Charlotte van Burleigh.