En 14-årig dreng er blevet voldsom forbrændt, da han ville tænde op i en kamin.

Lærere og elever måtte handle hurtigt, da en 14-årig dreng blev forbrændt på store dele af kroppen.

Ulykken skete på en skole-skitur for Vodskov Skoles 8. klasse i norske Hemsedal mandag aften, fortæller Nordjyske.

- En elev hælder noget bioethanol på en mini-kamin, der står på værelset. Kaminen skulle ikke være der, og det skulle bioethanolen heller ikke, men hotellet har glemt at fjerne det, fortæller viceskoleleder Dorte Poulsen til Nordjyske.


Ved optændingen fik den 14-årige 2. og 3. gradsforbrændinger på op mod 20 procent af kroppen - værst gik det udover lårene, en arm og en del af drengens hage.

Lærere og elever hjalp hurtigt den forbrændte dreng ud i sneen, så han kunne blive afkølet og gav ham efterfølgende et brusebad i lunken vand, indtil ambulancen nåede frem, fortæller Dorte Poulsen.

- Alle lærere og elever arbejdede virkelig ansvarsbevidst og professionelt. De forstod situationens alvor, så det er rigtig dejligt, at den slags fungerer, siger Dorte Poulsen, som samtidig fortæller, at lærerne var meget opmærksomme på, om eleverne havde brug for psykologhjælp - det var der dog ingen af dem, der havde.

To af skolens lærere tog med på hospitalet for at støtte drengen og for at stå for de praktiske ting, mens de øvrige lærere blev tilbage med de andre elever.

Den forbrændte dreng befinder sig nu på brandsårsafdelingen på Rigshospitalet, hvor han formodentlig skal være indlagt de næste 14 dage.

Ifølge sundhed.dk indebærer en 2. gradsforbrænding skader i både overhud og det underliggende lag, læderhuden, som fører til blæredannelse. En 3.grads forbrænding omfatter skader i alle hudens lag, som giver sårdannelse og forkulning (sortfarvning) af huden.