I videoen herover fortæller 74-årige Hans Jørgen Sterndal om, hvordan han i 2016 forudbetalte 103.600 kr. for en 14-dages indlæggelse på rehabiliteringsklinikken 'My Life Care', der lå på Kurhotel Skodsborg. Klinikken blev drevet af læge Pia Susanne Norup Eriksen, der er kendt fra TV 2-programmet 'Kan man spise sig rask?'.

Da læge Pia Norup skulle udsmykke sin rehabiliteringsklinik ‘My Life Care’ på det fashionable Kurhotel Skodsborg i Nordsjælland, valgte hun at gøre det med en række fotografier taget af den professionelle fotograf Henrik Stenberg. Fotografen, som også er Pia Norups kæreste, fik sin betaling kort før, ‘My Life Care’ gik konkurs, imens andre kreditorer og ansatte måtte se langt efter deres penge. “Urent trav”, mener juraprofessor.

For at gøre sin rehabiliteringsklinik ‘My Life Care’ stilfuld, indbydende og hjemlig valgte læge Pia Norup at udsmykke vægge, indgangsparti og stuer med nogle store fotografier af dansere, landskaber og forskellige indianer-portrætter. Billederne var taget af den professionelle fotograf Henrik Stenberg. Pia Norups kæreste.

BT har de seneste par dage kunnet fortælle, hvordan læge Pia Norup, der er kendt fra programserien ’Kan man spise sig rask?’ på TV2, af tidligere patienter og ditto ansatte bliver anklaget for at snyde for hundredtusindvis af kroner. Herunder 103.600 kr., som hun tog imod fra en patient tre dage før, hun begærede sin virksomhed ‘My Life Care’ konkurs, samt 182.900 kr. hun fik som lønudbetaling til sine ansatte, men beholdte størstedelen af selv.

Kurhotel Skodsborg i Nordsjælland, hvor Pia Norup drav sine virksomheder. Foto: Nils Meilvang Vis mere

Betalte kæresten - ikke de ansatte

I dag fortæller en tidligere centralt placeret ansat i ‘My Life Care’, hvordan Pia Norup, imens økonomien sejlede, prioriterede at betale kæresten, Henrik Stenberg, frem for de andre kreditorer og ansatte:

»Hun har sikkert ikke betalt fuld pris, men der er taget pæne summer for de billeder, og betalingen for flere af dem faldt i månederne op til konkursen, selvom der ikke var penge til det, og mange andre også manglede betaling eller løn,« siger kilden til BT, der af frygt for repressalier ikke ønsker stå frem med navn. BT er bekendt med den ansattes identitet.

Pia Norup købte i alt 7-8 mindre og større billeder til rehabiliteringsklinikken på Kurhotel Skodsborg, og på Henrik Stenbergs hjemmeside sælges billederne i forskellige størrelser fra 50x50 cm. til 125x125 cm. De mindste billeder med dansemotiver koster fx 2.300 kr. pr. stk., imens de største koster 24.000 kr. stykket.

»Urent trav«

Ifølge Hans Viggo Godsk Pedersen, der er juraprofessor på Syddansk Universitet, kan det være i strid med lovens bestemmelser, hvis Pia Norup har prioriteret at betale kæresten frem for andre kreditorer:

»Hvis hun har betalt sin kæreste på et tidspunkt, hvor hun ikke har kunnet betale andre kreditorer, kunne man jo kalde det for urent trav,« siger Hans Viggo Godsk Pedersen og understreger, at der i konkursloven er en mulighed for omstøde en betaling, hvis den er i strid med loven:

»De betalinger, der kan omstødes efter paragraf 67, er beløb, der formentlig afgørende har forringet skyldnerens betalingsevne. Fordi, kunne man ikke betale noget andet, men samtidig har betalt kæresten med de sidste penge, man havde, er det betalt med beløb, der afgørende har forringet skyldnerens betalingsevne. Og er der samtidig tale om betaling til en nærtstående, kan man omstøde to år tilbage i tiden, med mindre man kan bevise, at man var solvent på det pågældende tidspunkt. Men det lader ikke til, at det var tilfældet, eftersom lægen her ikke kunnet betale nogle andre,« siger juraprofessoren, som understreger, at ens kæreste falder ind under kategorien ‘nærtstående’.

»Utilbørlig betaling«

Udover paragraf 67 i konkurslovens er der ifølge Hans Viggo Godsk Pedersen en generel omstødelsesregel ved det, han kalder ‘utilbørlig betaling’:

»Og der er vist ingen tvivl om, at det her er noget, man kan kalde en utilbørlig betaling. Altså en betaling, der sker på de øvriges bekostning, fordi man ikke kan betale til andre, men samtidig kan betale til kæresten,« siger Hans Viggo Godsk Pedersen, som vurderer, at kurator for konkursboet, Anders Hammer Hansen, med al sandsynlighed har kigget på, om det var muligt at omstøde betalingen til kæresten.

»Men det er jo slet ikke sikkert, at det beløb, som kæresten har fået, er stort nok til, at nogen vil rejse en omstødelsessag,« siger Hans Viggo Godsk Pedersen.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra kurator Anders Hammer Hansen.

BT har været i kontakt med Pia Norup, som er blevet forelagt kritikken og præsenteret for en række spørgsmål. Pia Norup har ikke ønsket at stille op til interview og vil ikke besvare spørgsmålene, da hun mener, at 'de ikke er faktuelt baserede'.

»Min virksomhed gik konkurs i sommeren 2016. Det berørte både medarbejdere og patienter og samarbejdspartnere, hvilket jeg naturligvis er meget ked af. Jeg har handlet i overensstemmelse med de juridiske krav og retningslinier i den givne situation, og jeg har handlet efter bedste evne og intention. Alt andet er ukorrekte påstande. Jeg har ingen yderligere kommentarer,« skriver hun i en mail til BT.

Har du yderligere informationer i sagen, så kontakt venligst BTs journalist Bo Norström Weile på bowe@bt.dk