Fremover bliver det dyrt at tænde op i kakkelovnen, når vinden rusker og sneen daler, skriver Jyllands-Posten.Prisen på brænde fra de danske skove ventes nemlig at stige til det dobbelte med en ny forsyningssikkerhedsafgift. Den vil ifølge avisen medføre, at prisen på brænde fordobles.

Det får brancheorganisationen Dansk Skovforening til at advare om, at den nye afgift ikke er ordentligt gennemtænkt.

- Ude på landet er det en folkesport for blandt andet pensionister, efterlønnere og arbejdsløse at hente brænde i skoven. På den måde får man udnyttet en marginal ressource, som ellers ville gå til spilde. Afgiften er udtænkt bag et skrivebord, og politikerne aner formentlig ikke, hvilke konsekvenser det vil få, når prisen på brænde fordobles, siger Jan Søndergaard, direktør i Dansk Skovforening.

Han forventer, at afgiften vil skabe et stort marked for handel med sort brænde.

- Det vil de store, professionelle skovejere ikke være med til. De vil i stedet trække sig helt ud af handlen med brænde og lade resttræet ligge og rådne i skovbunden. Men der er i alt omkring 25.000 private skovejere i Danmark, og det er oplagt, at en afgift på 165 kr. pr. kubikmeter for nogle virksomheder vil skabe et særdeles stærkt motiv til at sælge træet sort. Samtidig vil vi formentlig se en opblomstring af grænsehandlen med brænde, vurderer Jan Søndergaard.

Afgiften skal gå til at finansiere omstillingen fra fossil energi til vedvarende energi, siger kontorchef Lene Skov Henningsen fra Skatteministeriet.

- Vores opgave er at indrette et system, der kan sikre, at afgiften opkræves af det træ, der sælges som brænde, mens det træ, der sælges til eksempelvis brædder, friholdes for afgift. Afgiften skal derfor også som udgangspunkt pålægges det brænde, der sælges ud af de private skove, forklarer hun.

På Christiansborg vækker afgiften stor kritik blandt flere af forligspartierne bag indførelsen af afgiften.

- Vi kunne aldrig drømme om at lægge en skat på pejsebrænde. Hvis loven udmøntes sådan, vil vi stemme imod, siger energiordfører Mike Legarth (K) til Jyllands-Posten, mens Venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt vil tage sagen op med skatteminister Holger K. Nielsen (SF).

Ifølge Jyllands-Posten findes der 750.000 brændeovne i de danske hjem.