Flere bilister i p-fælde: Brian Steen fra Hammel parkerede i Skovgaardsgade i Aarhus og blev bonnet 1.717 kr.

Stiften fortalte forleden om Stig Petersen, der i september skulle betale 1.256 kroner for en times parkering ved Godsbanen, fordi han - uvidende - brugte to forskellige dankort i P-automaten. En anden bilist, Brian Steen, parkerede i samme område i Skovgårdsgade i fire timer i november. Han er blevet bonnet 1.717 kroner.

»Jo, jeg har lavet en fejl. Jeg kendte ikke til, hvordan det her parkeringssystem virker, og jeg kom ved en fejl til at bruge først mit eget dankort - og derefter mit firmas, da jeg tjekkede ud. Jeg er godt nok oppe i årene og er ikke lige opmærksom på, hvordan det virker. Men jeg synes, det her er overdrevet,« siger 50-årige Brian Steen, der driver sit eget computerfirma i Hammel.

Læs også: Genialt: Mand parkerer ulovligt på handicap-plads - og så bliver han straffet sådan her

Han lægger sig fladt ned, som han siger, og erkender, at han brugte to forskellige dankort i parkeringsselskabet Apcoa Parkerings automat.

»Men jeg kendte ikke til automaten, og da jeg kom tilbage efter fire timer, var det mørkt i Skovgårdsgade. Jeg har nogle slidte kort, og jeg tænkte ikke over, hvilket jeg brugte. Jeg koncentrerede mig om, at der kom en kvittering ud af automaten. Først et par dage senere tjekkede jeg mit kontoudtog og kunne se, der var noget helt galt,« siger Brian Steen til Århus Stiftstidende.

»Jeg ringede med det samme til selskabets vagttelefon. Det skal siges, at manden i den anden ende var yderst forstående. Men han kunne intet gøre, forklarede han. Jeg skulle skrive en mail til firmaet. Det gjorde jeg. Svaret kom et par uger senere - og jeg skal nu betale 550 kroner per parkering. I alt 1.100 kroner,« fortæller Brian Steen.

»Jeg synes ikke, det er rimeligt. Overhovedet. Selvfølgelig skal jeg betale et gebyr for min fejl. Fair nok. Men jeg synes, 1.100 kroner for fire timers parkering er alt for meget, når vi kender sagens sammenhæng. Jeg synes, at de i parkeringsfirmaet er urimeligt hårde i filten. Jeg har dummet mig, men 1.100 kroner er overdrevet,« siger den uheldige bilist.

Han har sendt sagen til Forenede Danske Motorejere (FDM).

»Jeg er medlem af FDM, og det her er en sag, FDMs jurister må tage sig af.«

I forbindelse med sagen omkring tidligere omtalte Stig Petersens parkering, der også skyldtes brugen af to forskellige betalingskort, sagde FDMs Per Alkestrup, der er leder af den juridiske afdeling, til Stiften, at de private parkeringsselskaber »bliver grovere og grovere.«

I forbindelse med Stig Petersens parkering på Godsbanen eftergav Apcoa også en del af regningen, så den endte med at blive 550 kroner.