Ifølge TV2 News har norsk politi fredag aften besluttet at bistå svenskerne i eftersøgningen af den 19-årige dansker Joey Ravn, der forsvandt onsdag d. 25. juli, da han begav sig alene ud på en 3.5 kilometer lang bjergvandring op på Allak-bjerget i det nordlige Sverige.
 
Sidenhen har politiet i Norrbotten eftersøgt den unge dansker intenst, men indtil videre uden resultat. En teori har været, at Joey Ravn har vandret over mod den norske grænse, hvorfor han kan have krydset over til nabolandet. 

Norsk politi har ikke nu ikke foretaget sig noget i sagen om den forsvundne dansker, siden de blev underrettet af svensk politi for en uge siden, men den danske mediedækning har fået nordmændene til at skride til handling for at finde den unge dansker.

- Det kommer vi til at gøre i dag på baggrund af din henvendelse," siger Lisbeth O. Hansen, politioverbetjent ved norsk politi til journalisten fra TV 2 News.

Joeys forældre har længe ønsket, at norsk politi ville tage affære, og tilsyneladende har den intense mediedækning nu givet pote.