TDC og Telia har sat de første priser op, og flere prisstigninger er på vej, bekræfter Telias topchef. Det var lige præcis grunden til, at EU-kommissær Margrethe Vestager afviste fusionen mellem Telia og Telenor, siger teleanalytiker.

TDC gjorde det først. Så fulgte Telia efter. Og snart vil også Telenor og »3« være klar med prisstigninger på mobilabonnementer - i første omgang til nye kunder.

»TDC hævede priserne sidste mandag, så det billigste abonnement hos Telmore, YouSee og Fullrate til 99 kroner nu koster 109 kroner om måneden. I fredags hævede Telia så priserne, tilsvarende fra 99 til 109 kroner. Jeg forventer, at Telia og »3« følger med, så de billigste abonnementer til under 100 kroner stille og roligt vil forsvinde fra det danske marked,« siger teleanalytiker John Strand, direktør i Strand Consult, som rådgiver teleselskaber jorden over, til Berlingske.

TDCs priser stiger op til 35 procent

TDCs prisstigninger på mobilområdet gælder nye kunder, men fra årsskiftet kommer den årlige prisstigning på hele paletten af både mobil-, TV-, fastnet- og bredbåndsabonnementer hos Danmarks største telekoncern. Godt 100 abonnementer hos TDC selv og de TDC-ejede selskaber YouSee, Telmore og Fullrate bliver dyrere, og priserne stiger helt op til 35 procent - mest på de billigste abonnementer.

TDCs begrundelse er den samme som tidligere, nemlig at det koster penge at foretage så mange investeringer, og de penge skal komme ind andre steder fra.

Da TDC sidste år hævede TV-priserne, så den store TV-pakke kom til at koste over 500 kroner om måneden, betød det et øget frafald af TV-kunder med den store pakke. Mange benyttede anledningen til at vælge en mindre pakke eller helt skifte til andre TV-leverandører, som dog også har hævet priserne.

Telia-topchef: Flere prisstigninger på vej

Telia sætter prisen på sit billigste abonnement, 4Fun, op fra 99 til 109 kroner om måneden men giver så to timers ekstra tale. Det gælder dog kun nye kunder.

Det er et træk, som skal forsøge at vinde, hvad der ikke lykkedes, da Telia og Telenor måtte opgive en stort planlagt fusion i Danmark, som skulle have sparet de to selskaber for 800 millioner kroner om året ved at kunne dele regningen.

Telias topchef, koncerndirektør Johan Dennelind, lagde tirsdag morgen ikke skjul på, at prisstigningerne er en realitet, at der bliver flere af dem, og at de faktisk skal kaste penge af sig.

»Vi må se, hvad det betyder. TDC har annonceret prisændringer, vi har gjort lidt kort efter, på dele af mobiludbuddet. Vi har en 10-kroners stigning på nogle af abonnementerne. Vi håber og tror, at det bliver accepteret af kunderne. Det er ikke ukendt, at vi har et meget negativt syn på det danske marked, og det har vi haft længe. Derfor er vi nødt til at teste segment for segment, om vi kan bringe priserne op. Ellers står vi med yderligere problemer i Danmark,« fastslog han ved regnskabsfremlæggelsen.

Analytiker: Vestager trak tæpper væk under telebranchen

Han tilføjede, at han finder udviklingen i Danmark »opmuntrende«.

»Jeg håber i det mindste på nogen medvind i 4. kvartal med den nylige prisstabilisering og sågar de prisstigninger, som vi lancerede i sidste uge på nogle nøglemobilabonnementer,« sagde Johan Dennelind. »Vi er nødt til at fortsætte med at investere, men det er svært at se i dag, hvordan vi kan nå tilbage til anstændige afkast. Derfor er vi mødt til at se på yderligere muligheder fremover. Det forsøger vi at gøre noget ved med prisstigningerne, og ellers handler det om at trimme omkostningerne og sikre effektiviteten. Vi er nødt til at se på, om der er ting, som vi selv kan gøre eller gøre sammen med andre. Men det har ikke førsteprioritet lige nu - den er at stabilisere forretningen og sikre, at den vokser,« sagde han.

EU-Kommissionens afvisning af Telia-/Telenor-fusionen skyldtes frygten for, at priserne ville stige, når der blev én spiller mindre.

»Men alt det, som EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager frygtede ved en fusion, er faktisk det, der sker nu. Det er lykkedes hende at trække tæppet væk under den danske telebranche. Det betyder, at danskerne skal betale mere, og at selskaberne vil investere mindre. Om kort tid vil selskaberne begynde at skære i deres investeringer, for de er under voldsomt økonomisk pres, samtidig med at trafikken i deres mobilnet stiger. Den usikkerhed, som EU og Margrethe Vestager har skabt, giver kun to mulige veje frem: at skære i omkostningerne og investeringern og at prøve at hæve priserne,« konstaterer teleanalytiker John Strand.

Ingen fyringer i Danmark

Telia og Telenor valgte selv 11. september at opgive fusionen, fordi EU stillede så skrappe krav, at de to selskaber ikke kunne se en forretning i at fortsætte. Telia-topchef Johan Dennelind slår fast, at eftersom Margrethe Vestager har meddelt, at hver af de telefusioner, som hun lige nu har under behandling, er forskellige.

»Det stod meget klart i debatten - for at sige det mildt - med Kommissionen, at den ser hvert marked som forskelligt, og at der ikke er præcedens. Hvis fusionsplanerne i Italien eller Storbritannien falder positivt ud, vil det ikke ændre på situationen på det danske marked. Sådan ser vi også på sagen,« fastslog han.

I Danmark afviser den nye, administrerende direktør Morten Bentzen over for Berlingske, at den aflyste fusion vil få indflydelse på bemandingen i Telia Danmark i form af fyringer.

»Det har vi ingen planer om. Men vi *er i telebranchen, og vi skal derfor sikre en fornuftig drift og klart have ny indtjening. Derfor skal vi finde andre måder, som vi kan tage flere penge for vores produkter,« siger Morten Bentzen.