Sagen om chikanen af en børnefamilie i Mariager i det nordøstlige Jylland tager nu en uhyggelig drejning.

Da Tulle Krøyer tirsdag eftermiddag hentede sit barn i børnehaven, fik hun sig noget af en ubehagelig overraskelse.

- Ved hvert barns skab hænger et billede af barnet samt en seddel med forældrenes navne. Der var mit navn streget ud, og der var tegnet et kors ved siden af, fortæller hun til Randers Amtsavis.

Trods de seneste måneders utallige chikaner, der blandt andet indebærer påstande om, at Tulle Krøyers homoseksuelle familie lever i synd og desuden omfatter aflevering af lort på vinduerne og madaffald i baghaven samt ulovlig indtrængen på familiens grund, er Tulle Krøyer ikke i tvivl om, at hændelsen i børnehaven er den absolut værste.

Har adgang til børnehaven

Selv om det endnu er uvist, om det er den samme gerningsmand, som i månedsvis har chikaneret hendes familie, eller om det er en medløber, der nu har været på spil i børnehaven, er Tulle Krøyer ikke i tvivl om, at det må være en person med is i maven:

- Af alle de ting, der er sket, rev den her virkelig tæppet væk under mig. At nogen kan finde på at inddrage vores børn på den måde, kan jeg slet ikke sætte mig ind i. Men det viser jo, at intet er helligt, siger hun til Randers Amtsavis.

- Personen har haft adgang til børnehaven og har enten vidst på forhånd eller haft tid til at undersøge, hvor vores barns skab er. Derudover har personen haft en tusch med og været kølig nok til at stå foran skabet og erstatte mit navn med et kors, konstaterer hun.

Hvordan sådan noget kan ske, uden det bliver opdaget af børnehavens ansatte, har det dog ikke været muligt at få et svar på. Hos børnehaven henviser personalet til Mariagerfjord Kommunens dagtilbudschef, Nina Hæsum, for en udtalelse, og her lyder svaret:

- Jeg har ingen kommentar, da jeg ikke er bekendt med hændelsen.

Tulle Krøyer understreger dog, at børnehavens ansatte er en stor hjælp for familien.

- Pædagogerne er meget opmærksomme på at sikre vores børns trivsel. Især nu, hvor chikanesagen kører. For det er klart, at det påvirker vores familie enormt meget, forklarer hun til Randers Amtsavis.

Læs mere om politiets efterforskning af sagen her.