Hun har mistet sin kæreste og bedste ven, nu bliver også hende højtelskede søn taget fra hende.

Hun har mistet alt. Hendes livs kærlighed og bedste ven blev dræbt i et makabert dobbeltmord, og i går blev så hendes højtelskede søn revet fra hende efter ugers kamp med Ankestyrelsen.

Livet flasker sig slet ikke for 41-årige Bonnie Cleo Andersen, som i september stod frem i dokumentaren ’Bonnie og de tusinde mænd’ på DR1, hvor hun fortalte om det hårde liv som hærdet sexsælger. I går besluttede Ankestyrelsen nemlig, at hendes søn, niårige Noa Nobest skal tvangsfjernes. I flere uger har det været uvist, om hun fik lov til at beholde ham.

Hendes liv har derfor været et helvede på det seneste. Tirsdag kom så den triste meddelelse om at Noa skal tvangsfjernes øjeblikkeligt.

»Jeg kan ikke klare livet mere. Han var den eneste, jeg havde tilbage hos mig. Jeg har endnu ikke talt med Noa, fordi han er på et opholdssted,« fortalte Bonnie Cleo Andersen til i går til BT.

Den 13. september kom danske tv-seere på fornavn med Bonnie Cleo Andersen i ’Bonnie og de tusinde mænd’, hvor man fra første parket kunne se hendes kamp for at opretholde livet som prostitueret, mens hun kæmpede indædt med en barsk anoreksi.

For syg til at være mor

Ifølge Bonnie Cleo Andersen er Ankestyrelsens begrundelse den, at hun er så syg, at hun ikke kan tage vare på sin niårige søn. I dokumentaren på DR1 fulgte man Bonnie Cleo Andersen under sin indlæggelse for anoreksi. Det er denne sygdom, som nu gør hende uegnet til at være mor for hendes yngste søn. Foruden sønnen Noa Nobest har Bonnie Cleo Andersen også sønnen Oliver på 18 år, som bor ude, og en datter på 20 år, som bor hos hendes mor.

»Jeg har tre børn og været en god mor i 20 år. Min advokat og jeg har aldrig hørt om noget lignende før,« fortalte Bonnie Cleo Andersen tidligere til BT.

Bonnie Cleo Andersens advokat Kim Vedelsby fortæller, at de nu har valgt at anke afgørelsen.

Tvangsfjernelsen er ikke det eneste, som har fået Bonnie Cleo Andersens liv i knæ de seneste måneder.

Natten til lørdag den 12. september, bare få timer inden dokumentaren gik over landets tv-skærme, blev hendes kæreste Jan Lindskov og hendes bedste ven Søren Ertmann skudt i et brutalt dobbeltmord. Deres lig blev senere fundet i en udbrændt bil ved et køreteknisk anlæg i udkanten af Sorø. Ifølge BTs oplysninger skulle der være gæld indblandet i dobbeltmordet, hvor to mænd på 19 og 22 år er anholdt og sigtet i sagen.

Opdateret: I en tidligere version af artiklen fremgik navnet på datteren, det er fjernet af hensyn til datteren