Har du billeder eller video af det voldsomme vejr? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Rendegravere, traktorer, ATV’ere, Manitou-maskiner. Og masser af rå håndkraft.

Alt hvad der kan krybe og gå af materiel og beredskabs- og redningsfolk, Hjemmeværnet, almindelige frivillige beboere og sågar elever fra en lokal efterskole knokler netop nu på og er i gang med at sikre sig mod den såkaldte ”hundreårshændelse”, som venter om nogle timer, når vandet i den sydlige del af Østersøen bliver presset op i Lillebælt og ventes at stige til et niveau på omkring 170 centimeter – måske endnu mere - over normalt højvande ved Kelstrup Strand og Hejsager Strand sydøst for Haderslev.

Tusindvis og atter tusindvis af sandsække bliver lagt lagt på lag, mens Beredskabsstyrelsen er i gang med at skabe et kunstigt dige i form af såkaldte watertubes, som forenklet sagt er en kæmpestor pølselignende slange, som pumpes fuld af vand og på den måde bliver til en enorm ”vandsæk”, der sammen  med de tusindvis af sandsække og plastikafdækninger skal være med til at holde vandet væk fra husene, som i flere tilfælde ligger så tæt på vandkanten,  at de praktisk taget ligger på selve stranden.

»Vi håber det bedste og frygter det værste,« som Jørn Ole Nielsen, hvis ene af to huse i området ligger på Hejsager Strandvej. Et sted, hvor han og 32 andre lodsejere for flere år siden gik sammen og dannede et sluselaug og investerede i at få lavet en slusekasse og opsat en kraftig pumpe i forsøget på at holde vandet på afstand, når naturen går sine helt egne veje.

Om det vil  være nok senere i dag, kan kun tiden vise.

Men sikkert er det, at det denne gang bliver en meget alvorlig omgang. Så alvorlig at DMI og National Operativ Stab i forening kalder det direkte livsfarligt at færdes i de områder, hvor der er potentiel stor risiko for oversvømmelse fra havet.

Mens der bliver spyttet i næverne og båret sandsæk på sandsæk på plads på Kelstrup Strand, som ser ud til at være stedet, hvor vandet kommer til at stige mest i Danmark de kommende timer, får det arbejdende folk serveret varm kaffe af taknemmelige beboere i de huse, der vender ud mod vandet.

Mens andre har været ved købmanden og proviantere ekstra rugbrød, pålæg og suppe i reservere til de aften- og nattetimer, de med ængstelse går og kigger frem mod netop nu.

»Vi er meget taknemmelige for, at der er kommet så mange for at hjælpe,« siger Maja Lassen, mens hun langer en stor bakke med dampende varm kaffe i farvestrålende krus op på det lille dige af sandsække, som de mange frivillige er i gang med at bygge fra strandsiden.

»Vi var jo noget spændte på, om vi overhovedet fik hjælp, men det skal jeg da lige love for, vi får,« siger hendes mand, Peter Lassen, som i øvrigt selv er tidligere sektionschef i Beredskabsstyrelsen og derfor kender flere af de folk, der dirigerer slagets gang.

Ved Kelstrup Strand kulminerer den forventeligt ekstremt høje vandstand cirka en time efter midnat. Og uanset hvad resultatet bliver for de mange husejere, som lige nu går og taler bekymret sammen, mens de håber det bedste og frygter det værste, så er det i al fald ikke villighed til at hjælpe, der mangler.

»Vi bliver her, indtil vi ikke kan mere,« som Lene Hansen, frivillig Hjemmeværnssoldat, siger til BTs udsendte. Og rækker ud efter endnu en sandsæk.