Brødrene Price tilbyder ny middag til de nu 26, der blev syge af østers på deres restaurant. Flere syge står nu frem

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Når gæsterne bliver syge af maden, så skal de selvfølgelig stoppe med at sælge den.

Sådan siger 30-årige Lasse Nordestgaard fra Vejle, der med sin henvendelse til Brdr. Price den 6. februar fik de kendte tv-kokke til at fjerne de virusinficerede østers fra menuen.

Han var i går blandt de mange syge gæster, der fik tilbudt en erstatningsmiddag fra de kendte tv-kokke og ejere, Adam og James Price. Lasse Nordestgaard og to af hans venner blev syge efter middagen, der skulle være perlen i en tur til København.

– Prisen var 4.500 kr. for os fem. Og for den pris må man regne med, at maden er i orden, siger Lasse Nordestgaard til B.T.

Flere dage på toilettet

Seks nye restaurantgæster fortalte i går, hvordan de har måttet tilbringe flere dage på toilettet med diarre efter, at de har spist østers på Price-brødrenes restaurant i København.

– På baggrund af jeres artikel i går er der kommet nogle henvendelser, så vi nu er oppe på 26 syge, siger udbrudskoordinator Morten Lisby fra Fødevarestyrelsen, der har givet restauranten to indskærpelser, fordi de havde overhørt to advarsler fra gæster, der var blevet syge af maden – og i en uge fortsatte med at servere de sygdomsfremkaldende og farlige østers.

Elsker deres programmer


De inficerede østers er også serveret på syv andre restauranter i København –hvor man har registreret fire andre syge.

Østerserne er pillet af menuen hos Price-brødrene og er således ikke med, når 29-årige Jacob Splidsboel snart skal ind og gentage sin og kærestens et-årsdag uden maveinfektion.

– Vi elsker deres programmer, og vi ville gerne prøve deres restaurant. Vi havde glædet os til det, siger Jacob Splidsboel om deres første gang på Brdr. Price. Sammen med sin kæreste nød han en tre retters menu.




Omkring 1.500 kroner måtte parret betale for hele herligheden inklusive drikkevarer. Men så inkluderede maden også lækkerier som boeuf sauté Stroganoff, coq au vin, confit de canard samt østers.

Erstatningsmiddag

Østerserne gjorde ham imidlertid syg. Efter B.T.s historie i går klagede han personligt til medejer Adam Price og fik en undskyldning fra kendis-kokken samt et løfte om en erstatningsmiddag. Direktøren for Brdr. Price siger, at det gælder alle, som er blevet syge af restaurantens østers.

– Alle de gæster, som er blevet syge af østers, kan komme ind og få en ny middag hos os. Der er ingen, som er mere kede af sagen, end vi er, siger Mads Bøttger.