En uidentificerbar brun klump, der svømmer rundt i noget, der engang var en varm sovs, og et stykke brød, der hurtigt kan forveksles med pap. Alt for ofte bliver mødet med maden om bord på et fly til en skuffende oplevelse. Men det vil Københavns Lufthavn nu lave om på.

Lufthavnen vil nemlig introducere et nyt takeaway-koncept, der skal gøre det meget nemmere at medbringe lækkert mad i flyveren, skriver mx.dk.

Konceptet, der får navnet 'Food-to-fly', består af en række cafeer og restauranter, der tilbyder gourmet-takeaway, der nemt kan medbringes på rejsen op over skyerne.

Ideen opstod, fordi omkring hver fjerde passager foretækker at købe mad med på flyrejsen frem for at spise maden, man får serveret i flyet. Det forklarer chef for Airport Sales, Lise Ryevad, til mx.dk.

»Det bygger på en ide om at give passagerene større valgfrihed i forhold til den mad, de kan vælge at tage med om bord,« siger hun.

Samtidig skal konceptet ikke kun være en hjælp for passagerrne, der hungrer efter ordentligt flymad - det skal også sætte en streg under København som en af verdens bedste madhovedstæder.

En foodtruck gør det lige nu let at få maden med om bord, men fremover skal den ifølge mx.dk hentes i de enkelte restauranter, der sørger for praktisk indpakning.

Nogle af stederne, der er med i det nye koncept, er Aamanns, Gorm’s, YO! Sushi, O’Learys, Baresso Coffee, FoodMarket, Le Sommelier, Caviar House & Prunier, Steff’s Place, og 7Eleven.

Det er allerede tilladt hos de fleste flyselskaber at medbringe mad. Københavns Lufthavnen anbefaler dog, at man undersøger mulighederne hos sit selskab inden afrejse.