Omskæring af piger har hun aldrig været i tvivl om. Det er lemlæstelse. Men i årevis har Suzanne Bjerrehuus været i tvivl om sin egen holdning til omskæring af drengebørn. Det er hun ikke længere.

- Jeg kan blive helt dårlig over, at jeg har været i tvivl, siger hun nu til BT.

Vendepunktet skete for nylig, da en video blev postet på hendes Facebookside. På videoen fortæller en mand, hvordan han som omskåren hele sit liv har forsvaret indgrebet. Oven i købet skulle hans eventuelle sønner også. Lige indtil han så en video af en baby, der blev omskåret.

- Babyens skrig, mens han blev omskåret, var som intet andet jeg havde hørt, siger han ifølge Suzanne Bjerrehuus i den barske video.



- En voksen barsk mand brød sammen, fordi det gik ind i underbevidstheden på ham og mindede ham om hans egne oplevelser, siger Susanne Bjerrehuus og langer ud efter reglerne herhjemme, hvor det stadig er tilladt at omskære drengebørn under to år.

Også danske læger er imod omskæring af drenge. Det slog de for nylig fast i et høringssvar til Sundhedsstyrelsen i forbindelse med en opdateret udgave af styrelsens 'Vejledning om omskæring af drenge'. Her kalder de alment praktiserende læger omskæring af drenge for en lemlæstelse, med mindre der er særlige medicinske grunde til det.

- Det hører ingen steder hjemme. Hvad fanden er det, de gør ved de børn? Jeg synes, det er groft, at Sundhedsstyrelsen tillader omskæring, så længe drengene er under to år. Nu må politikerne tage sig sammen, lyder det forarget fra Suzanne Bjerrehus. Hun er nu helt overbevist om, at omskæring af drengebørn bør kriminaliseres.

- Det er en lemlæstelse, når man gør et indgreb på et raskt menneske på den måde, siger Suzanne Bjerrehuus.

DR2 sender mandag aften en udsendelse om omskæring. I 'DR2 undersøger' følger et kamerahold 34-årige Leo Milgrom, når han kontakter sine forældre, for at få svar på, hvorfor han som barn blev omskåret.

En undersøgelse bestilt af DR viser at seks ud af ti danskere mener omskæring af drenge bør forbydes. Samtidig viser et foreløbigt udkast til Sundhedsstyrelsens vejledning, som DR har fået aktindsigt i, at intet tyder på et forbud fra Sundhedsstyrelsen.