I 50-året for tv-julekalenderen sender TV2 en genudsendelse, mens DR1 lancerer helt nyt. Og så er der satire for voksne.

Forældre og børn over hele landet kan godt begynde at glæde sig og indstille urene på julekalender-tid.

Om godt tre uger begynder DR og TV2 det store  julekalender-ræs, og det betyder i mange familier, at aftenerne i familiens skød indrettes på, hvornår julekalenderen starter.

Faktisk kan tv-julekalenderen i år fejre 50 års fødselsdag, og når genren har holdt sig i live så længe, så skyldes det, at den har meget høje seertal. I mange familier er det en tradition, at hele familien på tværs af generationer sammen ser årets julekalender. Hver dag fra 1. december og frem til juleaften.

Den første julekalender så julens lys på DR i 1962 og hed Historier fra hele verden. Siden har DR givet os en perlerække jule-kalendere med 24 afsnit. Alt efter alder vil mange huske bl.a. Vinterbyøster, Jullerup Færgeby, Nissebanden, Bamses julerejse og Absalons hemmelighed.

forsdide

Også TV2 har lavet julekalendere. Hvem husker ikke Pyrus, Krummernes jul og Jesus og Josefine.

Populært gammelt og helt nyt

I år genudsender TV2 Jul i Valhal, som første gang blev sendt i 2005, hvor den blev set af over 1,2 millioner seere i gennemsnit. Den har Martin Brygman i hovedrollen og handler om to børns møde med den nordiske mytologi og om kampen mellem det gode og det onde. Udsendelsen sendes klokken 20.

DR1 sender i år en helt ny produktion, Julestjerner, som er lavet af Michael Wikke og Steen Rasmussen. Der er, lover DR, tale om et underfundigt univers med stjerner, nisser og masser af sange. Julestjerner handler om nogle børn, der ser på stjerner og en pige, der bor på et julestjerne-gartneri. Medvirkende er bl.a. Rasmus Bjerg, Steen Stig Lommer, Troels Lyby, Daimi Gentle, Caroline Henderson, Jimmy Jørgensen og Annika Aakjær. Sendes klokken 19.30.

Satire på begge kanaler til de voksne

forsdide

Der er også julekalender for de voksne, og her er det hyggelige, uhyggelige og søde tilsat satire.

TV2 genudsender The Julekalender med De Nattergale, hvor man kan gense Hansi, Günther og Fritz - den sidste kendt for bl.a. sætningen "That´s a good vending Hansi. Can you gentake that?" Sendes på hverdage 22.30. Lørdag og søndag kan sendetidspunktet variere.

DR2 sender Jul i kommunen, som er en helt ny satirisk serie, der handler om livet i en fiktiv kommune, Givsted. Lars Ranthe spiller en borgmester med store ambitioner, der gerne vil have Champions League og Tina Turner til kommunen - kan nogen mon genkende noget? Mathilde Norholt (kendt fra tv-serien Lykke) spiller oppositionspolitiker. Sendes klokken 23.

forsdide