Rigtig mange danskere har modtaget sms'er fra Netto med ugens tilbud, selvom de ikke har ønsket det, indrømmer supermarkedskæden selv.

'Vi har naturligvis ingen interesse i at sende tilbuds-SMS til forbrugere, der ikke ønsker det. Du kan derfor trygt afmelde dig ved at sende NETTOSTOP til 1277. Dette er selvfølgelig gratis,' begynder et Facebook-opslag fra Netto.

Firmaer må ikke sende sms'er eller mail med markedsføring uden forbrugerens accept, og det er altså sket for mange af Nettos kunder. Og det forklarer kæden med, at der er sket en fejl i afviklingen af et spil i forbindelse med Nettos økologiske mærke ØGO.

'Baggrunden for weekendens SMS-udsendelse skal findes i Nettos store ØGO-spil, som vi afviklede i januar, hvor et kriterie for deltagelse var, at man skulle angive sit mobilnummer, og herved give Netto tilladelse til markedsføring via SMS. Når flere hundrede tusinder har deltaget og med mere en million afviklede spil, er det derfor ikke er ualmindeligt, at der sker fejl i en lille andel af tilfældene, når en spiller har skulle indtaste mobil-nummer,' skriver Netto i opslaget og uddyber.

'Det kan ske, at en spiller indtaster et forkert mobil-nummer. Derudover har vi også ved tidligere afviklede spil oplevet, at forbrugere i første omgang har glemt, at de selv eller andre i husstanden har spillet med og dermed tilmeldt sig sms-servicen.'

Netto ender med at beklage fejlen over for kunderne.

'Det er vi selvfølgelig ærgerlige over, da vi ikke ønsker at sende SMS’er til personer, der ikke ønsker at modtage disse, og det kan vi kun beklage. Og samtidig opfordrer vi dig til at afmelde ved at sende NETTOSTOP til 1277.'