30-årig dansker bag verdenssucces. 2005 forlod den dengang 26-årige David Heinemeier Hansson familie, venner og den trygge tilværelse som studerende i København og fl yttede til Chicago for at tage sig et ubetalt job som programmør.

I dag er han medejer af det succesfulde it-firma 37signals og verdenskendt i computerverdenen som manden bag en af de mest populære måder at lave hjemmesider på. David Heinemeier Hansson er manden bag 'Ruby on Rails', en slags programmeringsskabelon, der gør det hurtigere og nemmere for programmører at strikke en hjemmeside sammen.

At David Heinemeier Hansson skulle blive computerprogrammør, var på ingen måde planlagt. 'Jeg begyndte at programmere af nød, ikke af lyst. Men det er heldigvis sidenhen blevet til lyst,' siger han til B.T. fra Malibu i Californien, som er hans hjem vinteren over. Efter gymnasiet tog David Heinemeier Hansson tre års skolepause, hvor han arbejdede for en række it-virksomheder i Danmark. Her stod han bl.a. bag en spillehjemmeside. Det var dog først mod slutningen af sin tid i Danmark, han begyndte at snuse til computerprogrammering.

- Det var ikke, fordi det var sjovt. Der var nogle ting, der ikke fungerede, som jeg ville have det, og så syntes jeg, at det ville være nemmere selv at lære at ordne det, siger David Heinemeier Hansson.



Sin egen lykkes smed
I dag er David Heinemeier en af de mest succesfulde programmører i verden. Selv mener han, at hans succes skyldes en blanding af tilfældigheder, held og hans mod på at løbe risici. Da David Heinemeier Hansson i 2004 fi k sin bachelor fra CBS, droppede han at læse videre. I stedet valgte han at tage imod et tilbud, som grundlæggeren af 37signals, Jason Fried, gav ham: han kunne enten få et fast job hos 37signals til en fornuftig løn, eller han kunne være ulønnet, men til gengæld få en anpart i fi rmaet. David Heinemeier Hansson valgte det sidste, og hans eneste løn var hans del af overskuddet, der dengang var beskedent.

- Jeg troede nok på mig selv til at tænke, at det nok skulle gå, hvis bare min indflydelse var stor nok. Jeg gider ikke være et hjul i maskineriet, siger han.

Med et topjob i den amerikanske it-branche følger en arbejdsuge på langt over 40 timer. Eller det skulle man tro. Men David Heinemeier Hansson og kollegaen Jason Fried har valgt at gribe deres virksomhed helt anderledes an.

- Ingen hos os arbejder mere end 40 timer om ugen, og om sommeren holder vi alle fri om fredagen, siger David Heinemeier Hansson, der absolut ikke vil betegne sig selv som en arbejdsnarkoman. Han sætter pris på sin fritid, som han blandt andet fordriver med at køre racerløb og fotografere. Faktisk synes David Heinemeier Hansson, at den myte om, at man skal være arbejdsnarkoman for at skabe sin egen virksomhed er noget vås.

- De bedste ideer kommer fra medarbejdere, der er veludhvilede, siger David Heinemeier, der er flyttet fra det kolde Chicago for at tilbringe vinteren i det solrige Malibu i Californien.