Østjyske Alken var »landsbydøden« nær, men det ændrede sig, da et onlinesupermarked kom til byen.

Det er knap tre måneder siden, at onlinesupermarkedet osuma.dk åbnede den digitale landhandel i den østjyske landsby Alken. Den foreløbige konklusion på projektet er, at det har været en stor succes, som har bragt livet tilbage til byen, skriver Politiken.

Landsbyforskeren fra Aalborg Universitet Jørgen Møller er begejstret for projektet, fordi mange små danske landsbyer i disse år kæmper en hård dødskamp mod afvikling.

En undersøgelse af befolkningens boligønsker foretaget af Center for Bolig og Velfærd på Aalborg Universitet viser for eksempel, at 17 procent af befolkningen i 2001 ønskede at bo i de store byer, mens det tal i 2008 var steget til 24 procent.

Et klassisk symptom på begyndende afvikling er netop lukning af landsbyens købmand, og det var også det første faresignal i Alken.

»Da købmanden efter 20 år lukkede, døde hele byen. Det uforpligtende sociale møde, man havde i butikken, forsvandt,« siger direktøren bag osuma.dk, Jesper Elkjær. til avisen.

»Derfor nedsatte man en arbejdsgruppe, som kom frem til, at man enten selv skulle vælge at drive en købmand på frivillig basis, eller også skulle man indgå et samarbejde med osuma.dk. Det var for vanskeligt at drive en forretning helt alene, så de valgte osuma.dk,« tilføjer han.

Jørgen Møller fra Aalborg Universitet ser et stort potentiale i projektet i forhold til at modvirke det voksende fænomen, han kalder for »landsbydøden«:

»For en gangs skyld er jeg ikke skeptisk overhovedet, for jeg synes, der kommer flere og flere mørke skyer over landsbyerne, men det her forsøg i Alken er et rigtig godt projekt. Det viser, hvor godt det kan gå, hvis man udnytter de nyeste teknologiske landvindinger,« siger Jørgen Møller til Politiken.

Han pointerer dog, at en af årsagerne til, at projektet er en succes, er de frivilliges engagement.