Man bør hjælpe de landsbyer, som ikke kan finde en levedygtig niche til at dø, mener to eksperter.

Det er bedre at lade de svageste danske landsbyer dø, end at lade dem gennemgå en årelang dødskamp, som alligevel er dømt til at gå galt.

Sådan lyder påstanden fra to danske eksperter inden for udvikling af landdistrikterne, skriver Politiken.

- Det vil blive en smukkere død - og i sidste ende til fordel for alle parter - hvis man giver aktiv dødshjælp til de svageste landsbyer, siger Jørgen Møller, landsbyforsker på Aalborg Universitet.

Den holdning deler formanden for regeringens Visionsgruppe for Landdistrikter, Søren Hermansen.

- Hvis fabrikken eller det andet, som en landsby i sin tid voksede op omkring, er væk, og man ikke har mulighed for at udvikle nyt, hvorfor skal samfundet så i disse krisetider opretholde dyr busdrift, hjemmehjælp og andre udgifter til at servicere ganske få mennesker? Så hellere give dem tilskud til at flytte til en nabolandsby, hvor der er chancer for vækst, siger han.

De to eksperter er fortalere for at lade landsbyer gå sammen i klynger, som specialiserer sig inden for hvert sit område. Den største landsby kan eksempelvis have en stor skole og sportshal, mens en anden satser på turisme, og en tredje på små iværksættere.

I de mindste landsbyer, hvor der typisk bor færre end 50 indbyggere må opgive, hvis de ikke kan finde en niche. Og så må indbyggerne flytte til en levedygtig landsby i nærheden.

Søren Hermansen og Jørgen Møller, taler for, at initiativet ikke skal påduttes fra politisk hold, og de advarer imod, at ældre kommer i klemme.

By-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) er enig i, at det ikke er op til politikerne at bestemme, hvilke landsbyer, der skal overleve. Han mener slet ikke, at nogle landsbyer skal have hjælp til at dø.

- Men jeg går ikke ind for aktiv dødshjælp. Og det er i øvrigt ikke os på Christiansborg, der skal vurdere det, siger han til Politiken.