Lørdag aften har der været et nedbrud på det søkabel, der forsyner hele Bornholm med strøm.

Det skriver Bornholms Tidende.

Ifølge mediet betyder det nu, at den folkekære ferieø nu kører på såkaldt ødrift.

»Vi har nu startet vores reserver op og kører blandt andet på olie og diesel sammen med de andre produktioner,« siger Klaus Vesløv fra Bornholms Energi og Forsyning til Bornholms Tidende.

Han tilføjer over for avisen, at man nåede at fange afbrydelsen, så der ikke var nogen borgere på øen, der mærkede noget.

Fejlen er formentlig opstået på den svensk side og med overvejende sandsynlighed på land. Der er derfor ikke tale om en fejl under vandet.

Fejlen vil blive undersøgt nærmere søndag.