Det er der en god forklaring på, at navnene William og Emma er de mest populære baby-navne, mener navneforsker Birgit Eggert.

Det er de færreste nybagte forældre, der kigger på den lille ny og siger ’du er en lille Preben’. Ikke fordi der er noget galt med navnet, men fordi det ikke er på mode i øjeblikket. Lige nu hitter Emma og William, og det er ikke så mærkeligt, mener Birgit Eggert, der er navneforsker ved Nordisk Forskningsinstitut på Københavns Universitet.

Der er nemlig mange forskellige ting i både mode, kultur og lyde, der spiller ind i vores valg af navne til de nyfødte.

»Det kommer ikke bag på mig at William og Emma har lagt sig i førertrøjen. Begge navne er internationale navne og det er noget, vi er begyndt at vægte mere. Derudover skal vi kunne lide lyden i navnet,« siger navneforsker Birgit Eggert og fortsætter:

»To vokaler ved siden af hinanden, kan vi rigtig godt lide for tiden. Det synes vi, lyder godt – ligesom der i William er ’ia’ ved siden af hinanden. Og der er flere andre populære navne med samme princip, for eksempel Elias, Marius og Theodor,« siger hun.

William har været det foretrukne navn til nyfødte drengebørn i fem år i træk. Men Emma har bestemt også, hvad der skal til.

»Emma har to stavelser og ender på ’a’, det er en ’lyd’, vi kan lide, når det kommer til pigenavne,« siger Birgit Eggert.

På listen over de 50 mest populære pigenavne er der eksempelvis kun syv navne, der ikke slutter på ’a’ eller ’e’, mens drengenavne oftest slutter på en konsonant.

»Det er også et godt eksempel på, at vi godt kan lide, at der er forskel på vores pige- og drengenavne,« siger navneforskeren.

Elvis-tendensen

Birgit Eggert fortæller, at vi bliver påvirket af andre nordiske lande og dele af vestlige verden, særligt USA, når ’navne-bølgerne’ ændre sig. Men også at kendte personligheder kan have indflydelse på et navns popularitet, hvis altså det passer ind i den ’lyd’, der trender for tiden.

»De seneste år er navnet ’Liam’ blevet meget populært, han stormede pludselig ind på listen. Det må være rapperen L.O.C. (med fornavnet Liam red.), der har påvirket det, og så har det oven i købet også to vokaler ved siden af hinanden, som passer ind i den lydmæssige trend,« siger hun.

Men navneforskeren understreger, at det kun kan lade sig gøre, hvis det samtidig passer ind i de tendenser, der er for tiden og har også større chance for overlevelse, hvis det har international karakter.

»For eksempel blev navnet ’Elvis’ aldrig et hit. Han var ellers enormt populær, men navnet er simpelthen for mærkeligt for os,« siger Birgit Eggert.

I det moderne samfund har vi altid ladet os påvirke af kendte personligheder, når det kommer til navne, men det er ikke altid bevidst, at den lille nyfødte bliver opkaldt efter en romanfigur, skuespiller eller sanger. Navnet bliver derimod en del af vores samfund, fordi vi alle har læst bogen eller set filmen, fortæller Birgit Eggert.

»Mange små drenge hedder Emil og det navn er helt sikkert blevet påvirket af ’Emil fra Lønneberg’. Det er ikke sikkert, at forældrene har figuren i hovedet, når de giver deres barn navnet, men igennem en bred kulturpåvirkning er det blevet brugt mere flittigt. Og så er han jo sød og lidt fræk,« siger hun.

Men hvorfor er der så ingen, der hedder Pippi?

»Der er vi tilbage ved ’Elvis-tendensen’, det ligger så langt fra, hvad vi ellers kan lide – og det er højst sandsynligt på grund af lydbilledet igen,« siger navneforskeren.

Det her bliver det nye

Det er jo ikke muligt at spå om fremtiden, men navneforsker Birgit Eggert har nogle bud på, hvad de nye tendenser er og ikke mindst, hvad der kan blive det nye ’Emma’:

»Det kan godt blive et navn som ’Ella’, der indtager førstepladsen i fremtiden. Anna og Olivia er også gode bud,« siger navneforskeren, der fortæller, at der ofte går tre generationer eller omkring 100 år, fra navne er gået af mode, til de bliver populære, derfor kunne disse ’oldemødre-navne’ gå en lys fremtid i møde.

»Navne som Molly og Emeli kunne jeg også godt forestille mig, vi vil møde oftere fremover. Generelt er pigenavne, der slutter på ’ly’ eller ’li’, begyndt at brede sig,« siger hun.

Det er sandsynligt at William får lov at blive et godt stykke tid endnu, Birgit Eggert har nemlig også spottet en lille tendens blandt drengen, som kunne tænkes at vokse sig større.

»Drengenavne, der starter med ’Wi’/’Vi’, begynder at hitte mere og mere. Både på og udenfor listen, men jeg tror, vi kan forvente os flere på listen fremover,« siger hun.

Her taler navneforskeren om navne som Viggo, Willy, Vincent og navnelistens førsteplads William.

Her kan du se hele listen fra Danmarks Statistik over de mest populære navne.

Er dit navn ikke på listen, så frygt ej, Birgit Eggert fortæller nemlig, at alle navne kommer og går, de bliver bare ikke alle lige populære.