Alle danske soldater skal hjem i kiste, Kurt Westergaard fortjener at dø, og homoseksualitet skal forbydes.

Det er blot nogle af de udmeldinger, som repræsentanter fra salifi-miljøet i Danmark er kommet med den seneste tid. Et miljø, der er stik imod demokrati og alt, der er vestligt, og som stadig tiltrækker flere og flere unge herhjemme.

- De er fuldstændig syge i hovedet, raser Naser Khader, der nu har fået nok. Han opfordrer derfor Rigsadvokaten til at jagte salafister i Danmark med paragraffer.

- Jeg går ind for ytringsfrihed, men grænsen går, når man opfodrer til vold. Og det er landsforræderi at sige, de danske soldater skal dø, siger den tidligere folketingspolitiker og fortsætter:

- Man skal derfor finde alle de paragraffer frem, som kan ramme dem, og så gå direkte efter dem, fastslår han.

I Danmark består salafisterne af en kerne på omkring 50 personer, samt et par hundrede tilhængere. Men flere og flere unge kommer hele tiden til. Det vurderer forsker i islam Kate Østergaard og Tina Gudrun Jensen fra Socialforskningsinstituttet SFI i gårsdagens Jyllandsposten.

Salafisternes mål er at skabe et stort fælles Shariasamfund. Deres ønske er at skrue tiden ca. 1400 år tilbage, og skabe et samfund, som på profeten Muhammeds tid.

- Hizb ut-Tahrir er jo helt moderate i forhold til salafisterne, siger Naser Khader og kan ikke lade være med at grine.

- Ja, hvem havde troet, at det skulle komme over min mund at kalde Hizb ut-Tahrir moderate. Men salafister har kun en måde at nå deres mål på, og det er væbnet kamp. De er rigtig farlige, og de skal stoppes, siger han og fortæller, at han selv oplevede, hvordan salafisterne gik rundt i dagene under valgkampen og opfodrede muslimer til ikke at stemme.

- De findes i alle større danske byer, og de prøver at rekruttere unge fra handelsskolerne og VUC. Og det er vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at stoppe deres rekruttering. De skal holde sig væk fra uddannelsesstederne og evt. smides ud af skolerne, hvis de er aktive, siger han.

Også Dansk Folkeparti er rystet over de seneste udmeldinger fra salifi-miljøet.

- Der er ikke plads til den slags mennesker i Danmark. Jeg fatter ikke, hvorfor de er her. De burde tage til Saudi-Arabien eller et andet åndeligt tilbagestående land, hvor deres modbydelige idéer for størstedelens vedkommende allerede er realiseret, siger Martin Henriksen, integrationsordfører i Dansk Folkeparti.