Esport fortjener større anerkendelse i Danmark

Danmark er et af de førende lande for esport, når det gælder selve spillet som sportsgren. I spillet Counter-Strike har vi to danske hold, der ligger på top ti over verdens bedste. Det førende hold er Astralis.

Forleden besøgte jeg sammen med min 12-årige søn, som er en gamer og går meget op i esport, det danske esporthold Astralis, som i januar sejrede i ELeauge Major-finalen i Atlanta, hvor de vandt 3,5 mio. kr. Det overraskede mig at høre, at de først nu har kunnet få sponsorer nok til at have base i Danmark. De har hidtil lånt træningslokaler i Tyskland og Sverige.

Der findes mange fordomme om esport, men medlemmerne af Astralis er alt andet end det, man kunne forestille sig. De er ikke bare nørder, som er asociale, spiser chips og drikker energidrik hele dagen. Nej, de træner fysisk, er i super god form og holder sig fra usunde fødevarer. Det skal man være for at kunne fokusere, forklarede de.

Desuden er samarbejde og sammenhold uundværligt, hvis man vil spille esport. På den måde er medlemmerne af Astralis gode rollemodeller for de mange unge, der ser eller selv dyrker esport hjemme i stuerne. Desværre er de mere kendte i udlandet end herhjemme, og det skyldes manglende anerkendelse og støtte.

Udover at flere danske firmaer kunne komme på banen, kunne man også hive nogle af de store turneringer til Danmark. Astralis kommer lige fra en turnering i Polen, hvor der var 15-20 tusind tilskuere. Snart skal de videre til den næste turnering med lige så mange tilskuere. Et sådant arrangement ville være godt for Danmark på mange måder. Det bør Erhvervsministeriet og danske virksomheder støtte op om.

I dag bevæger markedsføring sig i en digital retning, og vil man have fat på de unge, er det esporten, man skal have fat på. Det undrer mig faktisk, at firmaer i Danmark ikke for lang tid siden har erkendt dette.

Digitalisering forårsager i øjeblikket grundlæggende forandringer i privatlivet. Underholdningsindustrien har tilpasset sine tilbud til den digitaliserede verden, vi lever i. Det kan vi se ved fremkomsten af tjenester som for eksempel Netflix, Spotify og andre streamingtjenester. Digitalisering forårsager også grundlæggende forandringer i erhvervslivet, hvor den efterhånden er uundværlig på stort set alle områder. Men et område halter efter i Danmark, nemlig esporten. Godt nok er det stadig en niche, men det har stort potentiale, og danske virksomheder skal til at få øjnene op for dets muligheder.

I lande som Sydkorea og Sverige har virksomhederne længe rettet sigtet mod den digitale sportsverden. Udviklingen går virkelig stærkt både i forhold til spillerne, turneringerne og ikke mindst i forhold til sponsorer og pengepræmier.

I SydKorea er spillerne nogle af de største sportsstjerner. Ifølge Deloitte ser op mod 150 mio. mennesker esport på verdensplan, og stjernespillerne tjener millioner. I Deloitte forventer man en vækstrate på 25 pct. årligt.

Esporten i Danmark er i rivende udvikling, men har stadig ikke den anerkendelse, som den fortjener. Lad os skynde os at få rettet op på det og lad os tage del i den udvikling – det kan kun blive godt.