Efter flere års byggerod er 'Den spanske trappe' i Aarhus' nye 'Latinergården' færdig. Men nu raser naboerne over det nyeste kunstværk i storbyen.

Per Engbirk er ejer af Café Englen. Den legendariske café på Studsgade i byens Latinerkvarter kranser lige op mod det nye byggeri på Bredgade. Her er man ikke tilfreds.

»Den spanske trappe giver direkte indsyn til vores have og de seks lejligheder i ejendommen. Vi er meget overbegloet. Da vi overtog vores ejendom i 1984, havde kommunen raget en gammel bagbygning ned for at skabe lys og luft, nu har de placeret trappen som en stor klump i midten af randbebyggelsen, det er uhørt, og jeg fatter ikke, at politikerne går med til det. Der skal være liv mellem husene, der skal åbnes op,« siger Per Engbirk til Jyllands Posten.

'Den spanske trappe', som ses herover, er placeret mellem lejligheder og caféer i Borggade, Paradisgade og Studsgade i det såkaldte Latinerkvarter.

Udover 'Den spanske trappe' er der 120 lejligheder i størrelser fra 41 til 144 kvadratmeter, som er fordelt på mellem et og fire værelser. Derudover er der åbnet en række mindre butikker i stue-etagen.

Det nye 'Latinergården' har længe været et byggerod.
Det nye 'Latinergården' har længe været et byggerod.
Vis mere

Vent og se

Stadsarkitekt Stephen Willacy mener, at kritikerne lige skal vente og se, inden de kommenterer.

»Med hensyn til indkigget til ejendommene i Studsgade er det svært at vide, hvordan forholdet til naboerne bliver over tid. Beplantningen er heller ikke vokset op endnu. Livet i baggården vil komme naturligt, når folk har boet her et stykke tid,« siger Stephen Willacy til Jyllands Posten.