39-årige Jesper Lindbjerg kalder sig selv Diamantdronningen. Han er overklasse og original. Med pelse, puddelhund, botox og smykker til millioner er han ikke som nogen anden. Men et menneske rummer ofte mere end det, som på overfladen er synligt.

Lille Amalienborg var i en årrække i familiens eje. Den ekstravagante livsstil ligger til familien. Vis mere

Fra barnsben har Jesper Lindbjerg været pakket ind i vat, som søn af velhavende fabrikanter, og som talentfuld dressurrytter kom succes og selvtillid let til ham. Men som ung homoseksuel i provinsen har han også skulle kæmpe for at være sig selv.

Har du ikke læst kapitel 1 endnu, så klik på det herunder.

Kapitel 2 - Barndommen

Ved første afkørsel efter Lillebæltsbroen begynder han vanemæssigt at vise vej. Bilens gps er tændt, men fra bagsædet giver Jesper Lindbjerg kontraordrer.

»Drej til højre nu og kør uden om Vejle. Det er hurtigere.«

Han har boet i Midtjylland størstedelen af sit liv og kørt turen mellem Brande og København flere gange, end han kan tælle. Han flyttede til hovedstaden som 25-årig, men har stadig en lejlighed i den lille midtjyske by Brande.

Det er mest af praktiske årsager, han bruger den, når han besøger sin familie eller har tid hos sin læge.

Et menneske udvikler sig livet igennem, men barndommen er de mest formative år. En martsdag tager Jesper Lindbjerg os med tilbage til Brande, for at vi kan forstå, hvordan skole, opdragelse og fritidsinteresser har formet hans personlighed.

Forfulgt af grå himmel og mørke skyer viser han ad små landeveje frem til den ejendom i Grindsted, knapt 30 kilometer fra Brande, som har været i familiens eje i store dele af hans liv. Dengang Jesper Lindbjerg var barn, havde gården udsigt til marker.

I dag er ejendommen omringet af industrielle stalde og store siloer. En allé i mørkt grus adskiller en af Midtjyllands største svine- og planteavlsbedrifter fra privatboligen. Foran gitterporten til stuehuset vogter to glade stengrise med krøllede haler.

Ejendommen producerer 25.000-30.000 slagtesvin om året og blev i mange år drevet af Jesper Lindbjergs familie.

Gården blev med årene udbygget til et luksuspalæ på 702 kvadratmeter med 16 værelser, tilhørende garageanlæg og park med egen sø og sandstrand. Den overdådige svinegård midt i det ensformige landskab bliver i folkemunde kaldt 'Lille Amalienborg'.

»Det var tider.« Han kigger op mod huset.

»Alle havde ondt i røven, fordi det ligner en bolig for grever og baroner. Janteloven længe leve i Brande.«

Ejendommen er ikke længere i familiens eje. I 2017 blev 'Lille Amalienborg' med tilhørende 926 hektar landbrug – Danmarks største og dyreste landbrugsejendom – sat til salg for 185 millioner kroner.

Hans tilknytning til Jylland er gradvist også blevet mindre med årene. Han føler sig mere som københavner end jyde.

»Jeg kan godt lide at være i Jylland, men ikke for længe ad gangen. Det er for bondsk. Alle de mennesker, man har kendt i 30 år, som stadig ikke har gjort noget ud af sig selv. Jøsses, altså. Og så er der al den misundelse og jalousi.«

Han smider en halvt røget cigaret fra sig og sætter sig ind i bilen igen.

Et klassebillede gemmer på minder. Måske er det derfor, Jesper Lindbjerg har et billede fra børnehaveklassen på Blåhøj Skole i Brande på sin mobiltelefon. Han forstørrer billedet på skærmen og remser de få navne op, han kan huske.

På billedet smiler 18 børn fra årgang 1984-1985 til kameraet. På gulvet mellem de koreanske tvillingesøstre, Jane og Bettina, sidder seksårige Jesper Lindbjerg med hænderne foldet i skødet og et afventende udtryk i ansigtet.

Han var et stille og ordentligt barn. Et 'pragteksemplar', hvis han selv skal sige det. Ingen narrestreger eller spilopper, men skolen interesserede ham ikke. Han var ikke bogligt stærk. Matematik, samfundsfag eller fysik sagde ham ikke noget. Det gjorde skolekammeraterne for det meste heller ikke.

»Jeg hadede at gå i skole. Ikke fordi jeg som sådan blev drillet. Jeg gad bare ikke tale med de andre børn, når jeg ikke havde noget at tale med dem om. Det blev de irriterede over, men jeg havde kun heste i hovedet, mens de spillede fodbold eller håndbold.«

 

Jesper Lindbjerg var den i klassen, der skilte sig mest ud. På overfladen lignede han et ensomt barn, men sådan oplevede han det ikke. Han havde sin hest og familiens hunde.

For ham var ensomheden en naturlig konsekvens af, at han havde valgt en anden og mere tidskrævende interesse end sine klassekammerater. Ligesom hans forældre havde valgt et tidskrævende arbejde som møbelfabrikanter. De brugte al deres tid på livsværket, hvor de havde 88 ansatte og solgte møbler til Norge, England, USA, Grønland og Canada.

 

Deres arbejde havde den konsekvens, at Jesper Lindbjerg ikke altid havde forældrenes tid og opmærksomhed.

»Mine forældre arbejdede – næsten i døgndrift; jeg blev passet af min mormor, da jeg var lille, og min søster, da jeg blev ældre. Mine forældre har ikke været med til ret mange ridestævner, fordi de havde virksomheden at passe. De var hverken til at hugge eller stikke i. De skulle arbejde og tjene penge. Det gjorde mig ked af det, men jeg klarede mig selv.«

Jesper Lindbjerg var ofte alene, men manglede til gengæld aldrig noget. Han havde altid den bedst trænede hest, den nyeste bil og det dyreste tøj. Hans forældre forkælede ham, og det samme gjorde hans søstre, som var henholdsvis seks og ni år ældre end ham.

»Jeg har aldrig prøvet at cykle i skole, for jeg blev altid bragt frem og tilbage i bil. Hvis jeg ikke fik min vilje, ringede jeg til min mor.«

 

Det kan være svært at forestille sig en anden opvækst, men Jesper Lindbjerg indrømmer, at kunne han have byttet de dyre gaver for mere tid med sine forældre, havde han gjort det.

Forældrene bor stadig i hjembyen, Brande, og hans søstre ikke langt derfra. Men selv om Jesper Lindbjerg er flyttet næsten 300 kilometer væk, holder han kontakten.

Dagligt taler han i telefon enten med sine forældre eller de to søstre, og hjemme i København ser han sin moster – hver dag.

Brande Sportsrideklub

Kun et simpelt skilt afslører, at staldbygningen på Nordlundvej i Brande er en rideklub. Det var på rideskolen, at Jesper Lindbjerg følte sig mest hjemme.

Fra han var 10 år, brugte han næsten hver dag fem til seks timer på at ride og ordne sin hest. Når skolen sluttede klokken 14.00, blev han kørt ud til hesten, og først omkring klokken 20.30 blev han hentet igen. Selv om Jesper Lindbjergs forældre arbejdede meget, prioriterede de at køre ham frem og tilbage.

 

Indenfor i stalden overdøver lugten af hest og møg alle andre sanseindtryk. Klynger af halm og jord ligger spredt på stengulvet mellem båsene. Flere kvinder – unge som gamle – strigler heste, og enkelte børn bliver afleveret til rideundervisning i de store indendørs ridehaller fyldt med savspåner og træflis.

Jesper Lindbjerg har brugt et årti af sit liv blandt de prægtige dyr, som han næsten kender bedre end mennesker. Han hilser på sin gamle rideveninde Susanne Rasmussen, der i dag er formand for Brande Sportsrideklub. Forsigtigt aer han hendes brune hest, Zidan.

 

I sine håndsyede laksko fører Jesper Lindbjerg hesten en omgang rundt i stalden, mens han opmærksomt træder uden om jord og møg. Han smiler og ranker ryggen. Hesten giver ham en instinktiv følelse af selvtillid.

Det er tre år, siden han sidst har rørt en hest. De kroniske sygdomme, han lider af, gør ham mere og mere afkræftet, men det mærker han ikke i dette øjeblik.

»Jeg gik op i hestesporten med liv og sjæl. Det har gjort mig til en fighter – jeg bliver ved til sidste åndedrag.«

Han er konkurrencemenneske til fingerspidserne, fik sin første hest som 10-årig og en ny igen tre år senere, da han deltog i sit første distriktsstævne i dressur.

Han vandt førstepladsen og begyndte at konkurrere på landsplan, hvor han jævnligt sikrede sig topplaceringer.

Senere red han ved dressurstævner i Norge, Tyskland og Sverige og blev både i 1993 og 1995 kåret som årets rytter på Brande Rideskole.

 

Jesper Lindbjerg havde altid det nyeste udstyr og dyreste ridetøj i stalden. Hestene købte hans forældre, som gav op mod en halv million kroner for hvert af de veltrænede dyr. Det blev bemærket. Fra en tidlig alder lærte han at genkende misundelsen i andre menneskers blikke. Men med tiden har han lært at lukke af for den.

Som 16-årig fik han hesten Mazo, og med den fulgte succes. I 1998 deltog han for første gang i Thisted Grand Prix. Et grandprix er det højeste niveau, man kan nå i dressur.

Det er i denne sværhedsgrad, at de største mesterskaber bliver afholdt, og de er kun for de bedste ryttere med de bedste heste. Jesper Lindbjerg har deltaget i fem grandprix-stævner. Men det krævede, at al fritid og alle weekender blev brugt i staldene.

»Jeg gik ikke i byen dengang, for jeg var ude og holde skansen ved hestene hver dag.«

Herunder kan du se Jesper Lindbjerg ride rundt på sin hest:

 

 

Ridestævnerne og de mange timer, hvor han har trænet hestene, har givet ham selvtillid og troen på, at man aldrig skal give op. Men de har også lært ham, at han ikke kan stole på nogen.

At penge mellem venner sjældent er en god idé, er en dyrt købt lektie, som Jesper Lindbjerg har måttet sande flere gange i livet.

En af gangene var i 2013, hvor han købte en hest af en af sine nære venner. Hesten kostede 200.000 kroner, men viste sig at have skjulte fejl. Jesper Lindbjerg brugte et par hundrede tusinde kroner på dyrlægeregninger, før han blev nødt til at aflive hesten.

Det blev den sidste hest, han købte.

Homoseksuel i provinsen

I de tidlige 00ere var det højeste mode med partisanertørklæde, veloursæt og lavtaljede bukser. Men Jesper Lindbjerg følger aldrig strømmen. I stedet skejede han ud til fester med farverige jakkesæt, guldsmykker og markant selvbruner i ansigtet.

Hans 25-års fødselsdag var ingen undtagelse.

 

Han var både bartender og festens midtpunkt. I sit hvide jakkesæt med matchende hvid skjorte serverede han flødelikør i shotglas med venstre hånd og lavede sjusser med den højre.

For en aften blev familiens hus forvandlet til et provinsdiskotek med underholdning ved Hardy Dræby som Bakkens Mona Lisa og musik ved partybandet Madam Blå & Pop*Rockerne.

 

»Vi har altid været en meget festlig familie, hos hvem der altid skete vilde ting. Til min fest var der en kvinde, som blev så fuld, at hun pissede i sin kjole. Jeg var nødt til at hjælpe hende med at føntørre kjolen og strømpebukserne på badeværelset.«

Alle dem, som Jesper Lindbjerg kendte, var inviteret. Skolekammerater, venner og bekendte fra dressurverdenen og hundekonkurrencer. Tvillingerne Vibe og Lærke fra Tjele Gods, ejerne af hans foretrukne skobutik i Vejle, Überst Shoe Gallery, selv hans faste frisør fra København, kendisstylisten Tage Frandsen, festede med til den lyse morgen.

 

Næste dag vågnede Jesper Lindbjerg op til mere end almindelige tømmermænd.

Stadig høj på oplevelserne fra aftenen før gik han ned ad trapperne fra førstesalen og ind i stuen, hvor hans forældre, søskende og mange af de overnattende gæster spiste morgenmad. Han tog et rundstykke og ledte efter smørret, men blev afbrudt af sine ene søster, der sagde: »Nå, så er det endelig kommet ud, at du er bøsse.«

»Jeg gik fuldstændig i sort og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var i chok,« husker han.

Aftenen forinden havde Tage Frandsen røbet Jesper Lindbjergs hemmelighed.

Nu vidste alle, som var til festen og sad med ved morgenbordet, at han var homoseksuel. Jesper Lindbjergs forældre kommenterede det ikke. De havde længe vidst, at han ikke var interesseret i piger, men til festen havde Tage Frandsen sat ord på hvorfor.

 

Højt nok til, at alle kunne høre det.

»Det gjorde mig ked af det. Jeg ville gerne selv have fortalt det til mine forældre. De tog det fint nok, men nogle af mine venner faldt fra, fordi de ikke syntes, det var 'okay'. De var åbenbart ikke ordentlige mennesker.«

Da de værste tømmermænd havde lagt sig, forvandlede Jesper Lindbjergs umiddelbare forskrækkelse sig langsomt til en en indre ro. Nu var hemmeligheden endelig kommet ud.

Men det betød ikke, at han nu ville tage kærester med hjem og introducere dem for sin familie. Han skammede sig ikke, og det var ikke, fordi hans forældre havde noget imod det. Alligevel var det ikke et emne, som han rigtig talte med sine forældre om.

Selv om Jesper Lindbjerg ikke sprang, men nærmere blev skubbet, ud af skabet, husker han det ikke som en svær tid.

»Jeg syntes ikke det var så slemt, for jeg havde kun med hestefolk at gøre – og der er halvdelen alligevel bøsser. Det har nok været sværere for mine forældre end mig. Jeg tror godt, at de kunne mærke en forskel på deres vennekreds, da jeg sprang ud som homoseksuel.«

 

Den homoseksuelle kultur var ikke normalen på landet i Midtjylland for 20 år siden. Mødesteder og fællesskaber for homoseksuelle fandtes ikke i provinsen. Slet ikke i Brande. Det var i hovedstaden, at Jesper Lindbjerg fandt andre at dele sine tanker, sine følelser og sin seksualitet med.

»Når jeg skulle feste i homomiljøet, kørte jeg Mercedesen til København, hvor jeg altid boede på det firestjernede Hotel Imperial, på sjette sal, i værelse nummer 617, hvor alt var indrettet med Børge Mogensen-møbler.«

McDonald's

En eftermiddag i marts er Jesper Lindbjerg igen på vej mod København. Denne gang skal han ikke til fest, men bare hjem. Mobilens ringetone med Tommy Seebachs 'Under stjernerne på himlen' fylder bilen.

Tryk på 'play' herunder og hør med.

Det er hans mor, som vil sikre sig, at hun har noteret hans kontonummer korrekt.

Hun opremser tallene, mens han nikker frem for sig.

»Ja, lige præcis ... Vi ses mor, hej,« slutter han samtalen.

»Hun skulle overføre nogle penge til mig. Det var ikke så stort et beløb. Men hun har givet mine søstre nogle penge, så det skal jeg også have.«

Det sker, at hans forældre overfører større pengebeløb til ham. Mangler han noget, træder de til. Han er voksen, men bliver stadig forkælet. Med pengene forkæler han sig selv, for Jesper Lindbjerg har arvet sin fars købelyst og sin mors tøjglæde.

Det sidste stop på turen vælger han mere af nød end af lyst. Han er sulten, men på motorvejen omkring Nyborg på Fyn, er madudvalget begrænset.

 

Han peger bilen ind ved den næste afkørsel, hvor der ligger en McDonald's, bestiller to cheeseburgere, en McChicken uden salat og en lille Fanta.

»Det er lige, hvad jeg har behov for. Man skal jo spare, hvor man kan.«

Han sætter sig ved et rundt bord i hjørnet af restauranten og angriber sin burger. To borde væk sidder en mand med to børn – og stirrer. Jesper Lindbjerg ignorerer blikkene og kigger skiftevis ligegyldigt ud på parkeringspladsen og ned på sin burger.

På vej fra Nyborg mod hovedstaden fylder Tommy Seebachs landeplage 'Under stjernerne på himlen' igen bilen.

Han lader den ofte ringe unødvendigt længe for lige at høre et par linjer mere.

Det er Dakotas dyrlæge, som vil bekræfte en ny scanning af Jesper Lindbjergs puddelhund, som venter hvalpe. De aftaler en dato, hvorefter Jesper Lindbjerg med irritabel stemme afbryder samtalen.

»Undskyld mig, men vi har vist ikke gået i skole sammen. Vi er ikke dus ...,« siger han og lægger på.

Mens han bugserer mobiltelefonen tilbage i sin bukselomme, siger han:

»Hun var lidt grov i munden, hende dyrlægen, og jeg kender hende slet ikke. Så hun fik en lille stikpille, som jeg har kopieret fra Dronningen.«

Læse tredje kapitel om Diamantdronningen næste søndag.

Disclaimer:
Ved en fejl stod der i to grafikker i artiklen, at Jesper Lindbjerg har boet 11 år af sin barndom på ejendommen Lille Amalienborg. Dette var ikke korrekt. Ejendommen har været i familiens eje, men er ikke Jespers Lindbjergs barndomshjem. B.T. beklager fejlen.