Et kraftigt signal fra en nærliggende stjerne har vakt opsigt. Men historien fortjener slet ikke opmærksomheden, siger danske forskere.

Et russisk teleskop har opfanget et meget kraftigt signal fra en stjerne, der ligger 94 lysår herfra. Kan det være intelligente væsner, der forsøger at få fat i os? En civilisation, som er så langt fremme, at den kan manipulere med energikilder, som ligger langt uden for vores formåen her på Jorden i dag?

Opdagelsen er gjort af såkaldte SETI-forskere (Search for Extra-Terrestrial Intelligence), men den danske astrofysiker Søren Brandt er skeptisk, skriver Videnskab.dk.

»Det drejer sig om et signal, man har set én gang, lavet opfølgninger på og ikke set siden. Jeg er fuldstændig skeptisk. Vi kan ikke blæse i hornet, hver gang der er nogen, der måske ser noget,« siger seniorforskeren, som arbejder ved DTU Space, til Videnskab.dk.

Opdagelsen af det kraftige signal blev gjort med det russiske radioteleskop RATAN-600, som ligger i den russiske republik Karatjajevo-Tjerkessien.

Signalet blev opfanget for over et år siden, 15. maj 2015, men er først kommet i mediernes søgelys nu, efter at bloggen centauri-dreams.org for nylig skrev om det.

Der er ikke lavet noget studie på detektionen endnu, men resultatet bliver fremlagt på en konference, International Astronautical Congress (IAC), som afholdes i Mexico i slutningen af september.

Men det er for Søren Brandt helt uforståeligt, at historien om det kraftige signal får så stor opmærksomhed nu.

»Jeg ved ærlig talt ikke, hvorfor den her historie er kommet op igen; formentlig fordi der er nogen, der skal lave noget på en konference. Signalet i sig selv er selvfølgelig interessant, men så længe der ikke er mere hold i det, må man bare vente og se. Vi tager det alvorligt, når signalet er solidt,« siger Søren Brandt til Videnskab.dk.

En anden dansk astrofysiker, som Videnskab.dk har talt med, siger, at han er direkte »ked af«, at historien bliver pustet op i medierne.

»Der foreligger end ikke en artikel med data, som er peer reviewed (fagfællers bedømmelse, red.), og signalet har ikke gentaget sig. Sådanne historier fjerner fokus fra den mere seriøse videnskab, som faktisk står på tærsklen til inden for vores levetid at kunne sige, om liv, som vi kender det på Jorden, er almindeligt eller nærmest unikt,« siger Lars Buchhave fra Niels Bohr Institutet og Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet til Videnskab.dk.

To forskellige grupper af SETI-forskere holder nu nøje øje med stjernen HD 164595 - SETI Institute, der bruger Allen Telescope Array i Californien, og METI International, der lytter ved hjælp af Boquete Optical SETI Observatory i Panama.

Alt står og falder med, om SETI-forskerne kan genfinde signalet fra HD 164595 ? og indtil videre ser det altså ikke ud til at være tilfældet.

»En af de vigtigste ting i videnskaben er, at vi kan gøre det igen ? ellers findes det ikke,« siger Lars Buchhave til Videnskab.dk.

Læs hele artiklen på Videnskab.dk