Er du i nærheden af Bremdal Strand, og har du billeder af de mange plastikkugler, så hører vi gerne fra dig. Skriv til os på 1929@bt.dk eller via Facebook.

Flere tusinde plastikkugler er af uransagelige årsager dukket op på Bremdal Strand i Limfjorden.

Det var fiskeren James Feldskou, der søndag på en gåtur pludselig opdagede de op mod 100.000 små hvide plastikkugler, der lå og flød på stranden.

Det fortæller han til TV Midtvest.

»De er over det hele. Under min gåtur langs vandet så jeg 100.000-vis af små, hvide plastikkugler,« siger James Feldskou til TV Midtvest.

I første omgang troede James Feldskou, at der var tale om æg fra havdyr, men da han mærkede på de små plastikkugler, der er mellem fire og seks millimeter i diameteren, gik det op for ham, at der var tale om hårdt plastik.

Det over en strækning på et par hundrede meter, at James Feldskou fandt de mange plastikkugler, men han formoder, at de formentlig ligger på en meget længere strækning, fortæller han til TV Midtvest.

Den nærliggende campingplads, Bremdal Camping, har ikke tidligere oplevet, at små hvide plastikkugler lå på stranden og var heller ikke vidende om, at de pludselig var dukket op i løbet af de seneste dage.

Struer Kommune er nu ved at undersøge, hvordan og hvorfor de små plastikkugler ligger på stranden.