Esrum, Nordsjælland, 2008. En metaldetektor bipper, og øjeblikket efter børster en svensk amatørarkæolog nænsomt jorden væk fra en cirkelformet genstand. Det er en mønt. Men hvilken mønt.

5,89 gram tung. 2,8 cm bred. 91,7 procent guld. Præget af møntmester Schwabe i 1628. En 384 år gammel mønt af det pureste guld, udstedt i 1628 af kong Christian den 4.

Fundet bliver det første af tre og ripper op i en historie om lejesoldater, tyveri og mystik. For hvordan og hvorfor endte Christian den 4.s guldmønter på en mark i Nordsjælland?

Kongens egne mønter


Esrum, Nordsjælland, 1600-tallet. Tre guldmønter falder til jorden. Fra hvilken hånd eller lomme de falder, ved man ikke. Der må dog efter al sandsynlighed være tale om en person fra 1600-tallets elite. Guldmønterne var på den tid ekstremt værdifulde og ikke en del af det gængse pengeomløb blandt menigmand.

Personen, der tabte mønterne, kunne meget vel være kongen selv, Christian den 4., eller i hvert fald en person placeret tæt på ham. Det er der flere ting, der taler for. Guldmønterne er udstedt i 1628, og for Danmark er 30-årskrigen her på sit højeste.

Guldmønterne kan være blevet brugt af Christian den 4. til at betale lejesoldater eller alliancepartnere inden for landets grænser som tak for trofast tjeneste i de hårde år.

Desuden havde kongen selv befaling over møntproduktionen, siger Michael Märcher, museumsinspektør, ph.d. ved Den kgl. Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet, der, som en af landets førende eksperter på området, har været med til at støve myten om de tre guldmønter af.

- Kongen havde fri adgang til guldet. Mønterne er næsten ikke slidte og har derfor ikke skiftet hænder mange gange. De er endt i jorden ret hurtigt, efter at de blev udstedt, og derfor er der ingen bedre bud, end at Christian den 4. selv har tabt dem, siger Michael Märcher.

Blev ikke fundet


De tre guldmønter blev tabt i nærheden af det, der i dag hedder Esrum Kloster og Esrum Møllegård. Her kom Christian den 4. ofte i 1600-tallet – blandt andet i forbindelse med jagt og anlæggelsen af Esrum Vandmølle.

- Fundene af de tre guldmønter er så sjældne, at det er utænkeligt, at de ikke er tabt sammen, siger Michael Märcher.

Mønterne er fundet med op til 20 meters afstand. Det kan forklares med, at en plov i tidens løb har kørt henover mønterne og slæbt dem med sig et stykke vej. Tabt er de altså – og tabt sammen. Men hvorfor blev mønterne, ekstremt sjældne og værdifulde som de var, ikke samlet op? Hvorfor ledte ingen ikke efter guldet, da det blev tabt? Guld er med sin skinnende overflade nemt at se på en mørke jord eller blandt det grønne græs.

Alle ville lede efter noget så værdifuldt. Bortset fra kongen selv. Christian den 4. var måske ligeglad. Han kunne trække på skulderen og ride videre ud på jagt. Kongen styrede møntproduktionen og kunne blot hente nye mønter.

Eller, siger Michael Märcher, der lever og ånder for de gamle mønter, det kunne have været tyvegods fra Kronborg i Helsingør, der i hast blev gravet ned, men siden glemt.

Barske handelsmetoder


I 1628 blev der i den daglige handel primært anvendt mønter af kobber og sølv. Dem af guld var forbeholdt samfundets top. Guldmønterne var særligt anvendelige til at transportere store summer, da de jo ikke fyldte særlig meget. Når Christian den 4. handlede med andre rigmænd, kunne han finde på at fortælle, at der var mere guld i mønterne, end tilfældet egentlig var.

- Og så var der jo ikke så mange, der kunne finde på at modsætte sig kongens magt, siger Michael Märcher.

Så nemt gik det dog ikke, når der skulle handles med udlandet. Efterhånden som Christian den 4. fik kørt landets militære magt mere og mere i sænk, fik han sværere ved at indgyde respekt i udenrigshandelen. I 1625-26 havde Christian den 4. krigslykken med sig i kampen mod den tyske kejser i 30-årskrigen. To år før de tre guldmønters udstedelse, i 1626, tippede krigslykken dog. Guldmønterne fra 1628 kan derfor som sagt meget vel have været udstedt til lejesoldater frem for handel med udlandet.

Af de i alt 333 guldmønter, der blev udstedt af denne type, har man efter de tre fund nu kendskab til 10-15 af dem. Hvis ikke de resterende er smeltet om i tidens løb, ligger de stadig i det gamle kongeriges muld.