Er du en af de elever, der er udvandret fra undervisningen? Så hører vi gerne fra dig. Kontakt os på 1929@bt.dk eller skriv en besked til os på Facebook.

En novelle af Naja Marie Aidt, filmen En Kongelig Affære og Den Danske Grundlov. Det er blot tre eksempler på undervisningsmateriale, der har fået visse muslimske elever til at obstruere, klage over eller ligefrem udvandre fra undervisningen på VUC-institutioner i hovedstadsområdet.

Det fortæller en række lærere og elever fra seks forskellige voksenuddannelsescentre (VUC’er) til Radio24syv.

Dennis Elgaard Jensen, kursistrepræsentant på VUC Hvidovre, har cirka 10 gange i løbet af sine to år på skolen oplevet, at muslimske elever har udvandret fra undervisningen:

»Det kan være digte med seksuelle undertoner, det kan være kortfilm med nøgenscener eller det kan være kritiske tekster om islam, der får dem til at udvandre,« siger han til Radio24syv.

Søren Sølvhøj Skovbo, der indtil for nylig var underviser på HF & VUC København Syd, har også oplevet, at kursister blev vrede eller stødte over hans materialevalg:

»Nogle elever blev stødte over, at jeg havde sat dem til at læse og analysere novellen ’Bulbjerg’ fra Naja Marie Aidts bog Bavian, fordi der er udtalt seksuelt indhold i den,« siger han til Radio24syv.

En lærer, der ønsker at være anonym, siger til Radio24syv, at der næsten altid er en lille gruppe på hvert hold, der giver udfordringer, og som fylder meget, selvom de kun er ganske få:

»I samfundsfag har jeg oplevet, at nogle elever sparkede til møblerne i klasseværelset, da jeg underviste i grundloven og demokrati. De ville ikke høre tale om, at grundlovssikrede rettigheder som ligestilling og ytringsfrihed står over religiøse foreskrifter. Jeg understregede ellers, at de selvfølgelig må tro det de vil, men at deres tro ikke stod over loven her i Danmark,« forklarer hun til Radio24syv.

Flere undervisere fortæller til Radio24syv, at de eller deres kollegaer derfor fravælger visse bøger, tekster og film med nøgenhed, seksuelt indhold eller islamkritik for ikke at støde elever og for at undgå konflikter.

Læreren, der ikke ønsker at stå frem med navn, siger til Radio24syv:

»Jeg tror ikke, det er nogle få lærere, der fravælger noget materiale. Jeg tror, det er mange, der gør det. Det er pinligt, at nogle undlader at vise bestemte ting. Det ved lærerne også godt selv. Jeg synes, det er et stort problem, at vores undervisningssystem begynder at tage farve af religiøse elevers protester,« udtaler hun til Radio24syv.

Søren Sølvhøj Skovbo fortæller, at lærerne jævnligt diskuterer, hvilket materiale, de kan tage med til eleverne, og at nogle undervisere fravælger tekster, der er udtalt vulgære, fordi de vil undgå, at undervisningen kun kommer til at handle om det.

»Jeg ved, at mange lærere har overvejelser omkring, hvilket materiale de skal bruge i undervisningen. Man kunne forestille sig, at man valgte en novelle i en novellesamling med mindre seksuelt indhold fremfor for én med mere seksuelt indhold, fordi det seksuelle indhold måske blokerer for læringen om det centrale,« siger han til Radio24syv.

Og det bekymrer lektor Tina Magaard fra Aarhus Universitet, der har forsket i Islam:

»Det er problematisk, fordi det betyder, at nogle få ekstreme studerende kan få magt til at lukke nogle perspektiver for de andre studerende,« udtaler hun til Radio24syv.

Peter Zinckernagel, rektor på HF & VUC København Syd, siger til Radio24syv:

»Hvis lærere er nervøse ved at bruge bestemt undervisningsmateriale, skal de tage det op med deres lærerkollegaer og ledelsen, for sådan skal det selvfølgelig ikke være.«