Lige siden Ayhan Al Kole kom til Danmark, har han været vild med julen, og i år holder han og familien jul for 17. gang.
»Selvfølgelig kan vi alle fejre juleaften.«
Sådan indleder Ayhan Al Kole sit debatindlæg i Berlingske.
Ayhan Al Kole, der er uddannet læge og medlem af Liberal Alliance, kom til Danmark i julen 1998 med sin muslimske familie. Sammen sad de aften efter aften og så julekalenderen 'Jul på slottet'. De forstod godt nok ikke et ord af den, men julen samlede familien.
'Vi talte om magien, julemanden og nisserne. Vi var helt fascinerede af slottet, prinsesse Miamaja og sneen.'
Men familien holdt ikke jul, og Ayhan Al Kole og hans mindre søskende gik dermed glip af den glæde, som de kunne se, der var forbundet med julen hos deres klassekammerater.
'Både Iman og Vivian (yngre søskende, red.) kom en dag hjem fra skolen og fortalte med største iver i stemmen om klassekammeraternes juleaften. Bag de uskyldige brune øjne og søde barnestemmer var et skjult håb om, at vi i familien også skulle fejre en juleaften sammen.'
Selv husker han, hvordan hans klassekammerater én efter én fortalte om deres juleaften, mens han selv måtte fortælle, hvordan hans familie ikke holdt jul - eller det burde han have gjort. I stedet løj han og opdigtede sin første juleaften over for læreren og klassekammeraterne.
Men da læreren efter timen spurgte nærmere ind til Ayhan Al Koles og familiens juleaften, brød han sammen.
'Det hele var jo pure opspind. Vores juleaften var uden magi. Uden julemad. Uden julemand. Uden julesalmer. Uden noget som helst jul. Det var bare endnu en kedelig dag,' skriver han i Berlingske.
Derfor besluttede han sig for at ændre på den praksis. Familien skulle da holde jul. Så da Ayhan Al Kole gik i 9. klasse, købte han ind til en rigtig juleaften. And, kalkun, kartofler, ris, mandler, kirsebærsovs i karton og salat var der fyldt i indkøbsposen. Det hele købt for hans første opvasker-løn.
'Jeg kom hjem med indkøbsposerne, stillede dem ved døren og sagde noget i retning af: »I år holder vi jul, og det står jeg for. Iman og Vivian skal også kunne fortælle deres klassekammerater om deres jul.« Min forældres blik stivnede, mor kiggede forsigtigt i poserne, og far forsvandt ud ad døren. Tilbage kom han med det bedste: et plasticjuletræ. Man kan synes, at det er så selvfølgeligt dansk, men ikke for en mand som min far, midt i 50erne og opvokset i et muslimsk samfund… Det var stort!,' skriver han i Berlingske.
I dag drager både Ayhan Al Kole og alle hans søskende til Holstebro. Ghettoen, som de tidligere boede i, er byttet ud med et hus, og plasticjuletræet er skiftet ud med et rigtigt grantræ, skriver han.
'Alle burde fejre dagen. Kald dagen, hvad du vil, men tag ikke glæden fra dine børn eller søskende. Julen er børnenes måned. Bland julen med dine vaner og kultur. Selvfølgelig kan vi alle fejre julen.'
